Skyhøje ambitioner hos de nye danske cannabisavlere
Det kræver millioninvesteringer og en voldsom portion mod at være med fra start, når danske producenter begynder at dyrke cannabis til den nye forsøgsordning. Tre virksomheder fortæller, hvorfor de tager chancen, og hvad de vil have ud af muligheden.

Den berygtede cannabisplante skyder op af mulden. Omgivet af ubrydelige jernhegn med pigtråd. Og omringet af vagter med vrede hunde, der patruljerer langs det kolde hegn og holder udkig fra høje vagttårne.
Fantasien fik frit løb i Scleroseforeningen, da den første håndfuld af danske landmænd fik tilladelsen til at dyrke cannabis til medicinsk brug som en del af den nye forsøgsordning.
Men cannabisplanterne skal faktisk bag lås og slå, forsikrer den kendte fynske tomatavler Mads Pedersen, der fra i år også kan kalde sig cannabisproducent.
”Man kan sige, at gartneriet er bygget som et omvendt fængsel, hvor det er umuligt at bryde ind. Topmoderne,” fortæller Mads Pedersen.
Hans nye virksomhed, Aurora Nordic Cannabis A/S, er en af de tolv, der har fået lov til at udleve drømmen om et cannabisgartneri på dansk jord. Og den mulighed ligger slet ikke så fjernt fra det, han allerede beskæftiger sig med.
”Cannabisdyrkningen minder enormt meget om den måde, man dyrker tomater på. Det er begge natskyggeplanter, og de reagerer på samme måde over for klimaforandringer. Så hvis man er god til at dyrke tomater og forstår plantefysiologien bag, er man allerede langt i forhold til at dyrke cannabis,” forklarer Mads Pedersen.
Skrappe krav og dyre investeringer gør det til en mulighed for få
Selvom det kan være en fordel at vide noget om tomaters plantefysiologi, skal der mere til, hvis man vil have en fod indenfor i det nye danske cannabiserhverv. Det fortæller Morten Damkjær Nielsen, der er chefkonsulent hos den erhvervspolitiske afdeling hos Landbrug & Fødevarer.
”Myndighederne vil helt naturligt stille nogle høje krav til produktionen. Det betyder, at det vil kræve nogle store investeringer og stor viden at etablere en produktion. Derfor vil det formentlig være ret få landmænd eller gartnere, der giver sig i kast med produktionen, men for de her få aktører kan der være et stort potentiale,” forklarer han.
Pårørende bliver producenter
Potentialet har længe stået klart for de fire direktører af virksomheden Stenocare, der også har fået tilladelse til at dyrke medicinsk cannabis.
”Vi har alle fire stået i en hjælpeløs situation som pårørende til en kritisk syg, der ikke havde gavn af den medicin, der ellers tilbydes. Og hvis man købte cannabis på det illegale marked, anede man ikke, hvordan kvaliteten var. Derfor besluttede vi os for at blive en del af den her mulighed, der opstod med forsøgsordningen,” fortæller direktør Thomas S. Schnegelsberg.
”Vores mål er ikke at blive kæmpestore, men at producere det reneste og mest ensartede produkt. Det er vores mantra. Derfor bliver det markedet her i Danmark, som vi primært vil fokusere på,” uddyber han.
Ambitionerne rækker ud over Danmarks grænser
Virksomheden Spectrum Cannabis Denmark er den tredje af de tolv virksomheder, der kan realisere et dansk cannabisgartneri. Og deres ambitioner holder sig ikke inden for de danske grænser.
”Vi vil arbejde på at gøre Danmark til et af Europas førende lande inden for eksport af medicinsk cannabis, for vi ved, at markedet er stort i udlandet. Men det tager utrolig lang tid at få stablet hele anlægget på benene, så vores produkter bliver først klar i starten af det nye år,” vurderer direktør Lars Thomassen.
Men på trods af ventetiden er de allerede nu klar over, hvilke produkter de ønsker at producere.
”Vi mener ikke, at medicin bør være noget, man ryger eller drikker som te. Det skal være et produkt, der kan doseres helt præcist, og derfor vil vi producere olier og oliebaserede kapsler,” fortæller Lars Thomassen.
Cannabisolien er et hit
Cannabisolien bliver også det, både Stenocare og Aurora Nordic Cannabis A/S blandt andet satser på. Men selvom alle tre virksomheder vil producere olie, vil de dyrke planterne på forskellige måder:
”Vi har vores planter i små klimarum i en lukket hal i stedet for i væksthuse eller drivhuse som de fleste andre. Det gør, at vi kan styre hele dyrkningsprocessen fuldkommen kontrolleret, fordi det er os, der bestemmer, præcis hvor meget lys, vand og luft planterne får,” forklarer Thomas S. Schnegelsberg fra Stenocare.