Status på Progressiv MS Alliance
Det omfattende internationale forskningssamarbejde, Progressive MS Alliance, tildelte for et år siden knap 100 millioner kroner til 3 udvalgte forskningsprojekter i kampen mod progressiv sclerose. Det er et initiativ, som Scleroseforeningen også støtter, og vi bringer her en status på projekterne efter det første år.

Det omfattende forskningssamarbejde, Progressive MS Alliance, blev for år tilbage søsat som en koordineret international indsats mod progressiv sclerose. Initiativet støttes af Scleroseforeningen, og i 2017 fik 3 udvalgte forskningsprojekter tildelt knap 100 millioner danske kroner i et 5-årigt forløb. Her følger en status på projekterne efter det første år.
Projekt 1
"Udvikling og identificering af nye lægemidler mod progressiv sclerose" ledes af Francisco Quintana fra Brigham og Women’s Hospital i USA i samarbejde med 8 internationale forskningsinstitutioner.
Målet er at identificere effektive lægemidler mod progressiv sclerose ved at gribe fat i centralnervesystemets immunceller.
Forskerne har undersøgt et skadeligt enzym i hjernens astrocytter, der booster lokale autoimmune reaktioner, der typisk dukker op under den progressive fase af sygdommen. Forskerne har opdaget, at et eksisterende lægemiddel, kaldet miglustat, kan blokere dette enzym, og de har med succes påvist det i forsøgsmus. Næste skridt bliver at undersøge miglustat i sclerosepatienter.
Sideløbende undersøger forskerne særlige molekyler, der kan passere blod-hjerne barrieren, og forsøger at oprette et ’bibliotek’ af molekyler med særlige lægemiddelegenskaber.
Projekt 2
"Bioinformatik og celleprogrammering til udvikling og opdagelse af nervebeskyttende og myelin-reparerende molekyler" ledes af Gianvito Martino fra San Raffaele Hospital Milan i Italien i samarbejde med 13 internationale forskningsinstitutioner.
Målet er at identificere molekyler, der har en beskyttende funktion på nerveceller og evnen til at reparere beskadiget myelin.
I løbet af 2018 forventer forskerne at have udfærdiget en liste over de mest egnede molekyler til at blive testet i forsøgsmus via en ny metode.
Sideløbende forventer forskerne også, at de i år i laboratoriet får undersøgt molekylernes egenskaber på nerveceller og oligodendrocytter (nerves støtteceller) udviklet af humane stamceller.
Projekt 3
"Identificering af MR-markører for sygdomsprogression" ledes af Douglas Arnold fra McGill University i Canada i samarbejde med 13 internationale forskningsinstitutioner.
Målet er, at få udviklet diagnoseværktøjer gennem bedre MR scanningsmarkører til præcist og langt tidligere end i dag, at forudse og måle sygdomsudvikling ved progressiv sclerose.
Forskerne er på baggrund af større mængder kliniske data og scanningsbilleder ved at udvikle et kunstigt intelligent værktøj, der automatisk skal kunne forudsige fremtidig sygdomsaktivitet eller ændringer i EDSS score for både attakvis og progressiv sclerose.
Sideløbende er forskerne ved at udvikle computerværktøjer og mere robuste algoritmer, der skal kontrollere kvalitet og validiteten af de indsamlede data.
Om Progressive MS Alliance
Progressive MS Alliance er et globalt initiativ, hvor scleroseforeningerne i Danmark, Storbritannien, Tyskland, Italien, Spanien, Holland, Belgien, Australien, Canada og USA er gået sammen om at samle de bedste forskere verden over med det formål at koordinere og målrette forskningen i progressiv sclerose. Målet er, at en konkret behandling skal være på vej mod progressiv sclerose i 2019.
Man kan læse mere om alliancen og forskningsprojekterne på deres hjemmeside her, og på vores hjemmeside her.