Sune er både pårørende og patient
Sune fik diagnosen attakvis sclerose efter et hurtigt udredningsforløb i 2013, men er også vokset op som pårørende til en far med sclerose.
Skrevet af Sara Bangsbo
”Jeg har aldrig som barn eller ung skænket det en tanke, at jeg kunne ende med at få den samme sygdom som min far,” siger Sune Glesner.
Lige inden Sune trådte ind i teenageårene, fik hans far diagnosen sclerose, og pludselig stod Sune i en ny og ukendt rolle som pårørende. Noget, han i begyndelsen havde svært ved at affinde sig med.
”Min far var mekaniker, og jeg tænkte altid på ham som en, der kunne klare hele verden. Men den der uovervindelighed, jeg følte, han havde, forsvandt jo pludselig, da han blev sårbar og en, man skulle tage hensyn til på grund af sygdommen,” fortæller Sune.
Diagnosen vender rundt på forståelsen
En distance tog mere og mere over i forholdet mellem Sune og hans far. Lige indtil omkring 17 år senere, hvor Sune mærker de første små signaler i sin egen krop og efter et hurtigt udredningsforløb får stillet diagnosen sclerose i 2013.
”Jeg forstår pludselig nogle af de reaktionsmønstre, min far har og har haft, og jeg forstår den bitterhed, tab af drømme og afhængighed, der følger med at få den her sygdom. Jeg kan på en måde se mig selv i ham nogle gange og forstår ham meget bedre i dag,” forklarer han, men peger så samtalen med sine egne pårørende:
”Det at vokse op og se, hvad sygdommen har haft af indflydelse på familien og mine forældres forhold, har klart været en rettesnor i mit eget liv. Det har fra start været vigtigt for mig at italesætte grænser, være opmærksom på, hvornår man er partner, og hvornår man er plejer, og det har været altafgørende for mig at finde og skabe overskuddet til at kunne være far for mine børn."
