Ligesom der hele tiden sker små fremskridt inden for den kliniske forskning i multipel sclerose, så skrider det også langsomt fremad på det teknologiske område.

I 1980’erne blev den allerførste MR-scanner opfundet. MR står for det mundrette ‘magnetisk resonanstomografi’. Og det er en undersøgelse, hvor en patient placeres i et kraftigt magnetfelt – og ved at sende almindelige radiobølger ind i kroppen og registrere ekkoet kan computeren så omdanne signalet til et meget præcist billede af kroppens indre dele.

Nu har man så udviklet en særligt effektiv højmagnetisk MR-scanner, der er i stand til at aftegne lillehjernen, og den er helt central i forståelsen af sclerose. Derfor er det fantastisk, at man nu kan se den med en visuel klarhed og præcision, der aldrig er set før. I et helt nyt studie kan man læse om, hvordan forskere anvendte den nye type MR-scanner på en gruppe frivillige raske personer til at scanne lillehjernen. Lillehjernen er et område nær bunden af hjernen – der ligger lige over hjernestammen, hvor hjernen forbindes til rygsøjlen. Og den er helt central, når det kommer til evnen til at koordinere bevægelser i kroppen, og spiller faktisk også ind i reguleringen af både kognitionen og humøret hos mennesker. Lillehjernen er særligt interessant i forskningsøjemed, fordi man ved, at sclerose er forårsaget af en betændelsestilstand (inflammatoriske læsioner), der beskadiger både dele af hjernen og rygmarven.

Højere opløsning skaber håb

MR-scannere er uden tvivl det bedste værktøj, vi har til at studere læsioner i hjernen ved MS og andre neurologiske sygdomme. Men på grund af opløsningen har mange af de MR-scannere, som anvendes i klinisk brug, indtil nu ikke kunnet opfange alle de små, fine detaljer som de tætpakkede nerver og mikrostrukturer i lillehjernen.

Klarheden eller den visuelle opløsning af MR-scanningsbillederne afhænger nemlig i høj grad af, hvor kraftig magneten er. Hvor de typiske hospitals-MR-scannere har en magnet på 1,5-3 Tesla (T), så har den nye super-MR-scanner en magnet på hele 7 T. Og det er højt. Én Tesla eller T svarer nemlig til omkring 20.000 gange styrken af Jordens magnetfelt.

Forhåbentlig kan den nye MR-scanner blive et skridt på vejen til at kunne stille endnu mere præcise sygdomsprognoser og til at skræddersy individuelle behandlinger til mennesker med sclerose. Selvom det på nuværende tidspunkt er de færreste steder, at den nye type MR-scanner er implementeret i klinisk brug, så er der lys forude. Teknologien og den opgraderede magnetiske kraft rummer nemlig et stort potentiale.