Gå til hovedindhold

Svineinfluenzavaccine frikendes i forhold til sclerose

29. december 2014
Kort fortalt

Både Sundhedsstyrelsen og sclerose-professor afviser sammenhæng mellem sclerose og svineinfluenzavaccinen Pandemrix

Den senere tid har der været en del skriverier i pressen om vaccinen Pandemrix og sclerose. I avisen B.T. har der blandt andet stået, at ”der er en del tilfælde af sklerose blandt de vaccinerede”.
Det afviser Sundhedsstyrelsen nu. Styrelsen har på baggrund af presseomtalen gennemgået alle indberetninger om formodede bivirkninger i forbindelse med vaccinen, der blev brugt i influenzasæsonen 2009-2010 under pandemien med A(H1N1), den såkaldte svineinfluenza.

Kun ét nyt sclerosetilfælde

I Danmark valgte man at vaccinere risikogrupper og 339.515 personer fik mindst én vaccination med Pandemrix. Der blev indberettet 667 formodede bivirkninger af vaccinen. Af dem var de 147 indberetninger klassificeret som alvorlige, hvilket ifølge Sundhedsstyrelsen vil sige, at tilstanden er dødelig, livstruende, kræver hospitalsindlæggelse eller lignende.
Af de alvorlige indberetninger var der tale om ét nyopstået sclerosetilfælde og ét tilfælde af forværring af en eksisterende sclerose-sygdom. Sundhedsstyrelsen vurderer derfor, at en sammenhæng mellem sclerose og vaccinen er ”mindre sandsynlig”.

Svensk studie afviser sammenhæng

Styrelsen henviser også til et svensk studie, der blev offentliggjort i 2011. Langt flere svenskere end danskere blev vaccineret med Pandemrix, og i det svenske studie sammenlignes 1.024.019 vaccinerede stockholmere med 921.005, der ikke blev vaccineret i forhold til en lang række sygdomme. Konklusionen i forhold til sclerose er, at risikoen for at udvikle sygdommen ikke er øget, hvis man har fået vaccinen.

Sandsynligt sammentræf

Neurolog på Dansk Multipel Sclerose Center (MSC) på Rigshospitalet, professor Finn Sellebjerg, der er formand for Scleroseforeningens forskningsudvalg mener heller ikke, der er basis for at sige, at vaccinen hænger sammen med udviklingen af sclerose i det ene tilfælde, hvor det er sket.
”Det er meget uheldigt, at der er en, der har fået sclerose i forbindelse med vaccinen, og det er forfærdeligt for den berørte, men derfor kan man ikke sige, at der er en sammenhæng. Der er cirka fem procent af befolkningen, der har fået den her vaccine, og i og med, at der er 600-700 personer om året, der får sclerose, er det ikke usandsynligt, at den slags sammentræf sker,” siger Finn Sellebjerg.

Meget meget fjern mulighed

Finn Sellebjerg siger, at det ville være noget helt andet, hvis der for eksempel var fem personer, der havde fået konstateret sclerose umiddelbart efter deres vaccine.
”Så kunne der være tale om en overhyppighed, og så var det en helt anden historie. Men én person er ikke nok til at slå alarm. Man kan selvfølgelig aldrig sige 100 procent skråsikkert, at det er fuldstændigt udelukket, at der er en sammenhæng – sådan er biologi – men det er ikke overvejende sandsynligt. Det er en meget meget fjern mulighed,” siger Finn Sellebjerg, der også læner sig op ad det svenske studie.
”Med den udbredte brug af vaccinen, som der var deroppe, kan de lettere se, hvis der skulle være en sammenhæng, og det er der intet i deres studie, der tyder på.”

1 Kommentar
notamember
Karina Bjerg - 5. februar 2020

Jeg er meget ked af at jeg ikke har læst den her artikel før nu.
Jeg undre mig meget over at der står at der kun er en der har fået konstateret sclerose kort tid efter pandemrix vaccinen, det ved jeg ikke er korrekt.
Jeg fik selv sclerose 5 måneder efter min vaccine med pandemrix, et par dage efter vaccinen fik jeg første symptomer med enorm træthed og meget svært ved at holde mig vågen, dette fortsatte og 5 måneder senere får jeg et stort attak og får konstateret sclerose. Jeg havde slet ikke haft nogen symptomer før vaccinen, det startede et par dage efter vaccinen.
Jeg har angivet det som bivirkning, jeg fik bare svar tilbage at man ikke kunne udelukke det, men at der ikke var overvejende sandsynlighed for at det var grundet vaccinen. Det er jo et nemt svar!
Jeg ved at jeg ikke er den eneste der har meldt det som bivirkning, derfor forstår jeg slet ikke at Sundhedsstyrelsen kun angiver et tilfælde, jeg kender til fire der har anmeldt det til Sundhedsstyrelsen. Der har også været nogle stykker i medierne, men de blev også bare fejet af vejen. Meget mærkeligt!
Jeg har i hvert fald følt mig meget uretfærdig behandlet i den vaccine sag.
Som syg har man bare ikke overskud til at kæmpe mod et stort system, som angivelig heller ikke er ærlig.
Jeg blev simpelthen SÅ frustreret over at læse det her, og ked af at jeg ikke har haft kræfter til at kæmpe mere mod systemet og ed af at jeg ikke har læst artiklen før.

Tilføj kommentar

Dit navn Anonym

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.