Gå til hovedindhold

Tablet-udvalg nu på plads

14. marts 2014
Kort fortalt

Der er fundet en formand for det udvalg, der skal sikre, at tabletten Tecfidera kan komme bredt ud til danske sclerosepatienter

Det er Lars Kristian Storr, overlæge på neurologisk afdeling på Roskilde Sygehus, der er udpeget som ny formand for det skleroseudvalg, der skal hjælpe Rådet for Dyr Sygehusmedicin (RADS) med at udarbejde en ny behandlingsvejledning for scleroseområdet, som også tager højde for den nye tablet Tecfidera.
Inden der ligger en ny behandlingsvejledning, som er den guide, lægerne bruger til at finde ud af, hvilken medicin de skal bruge til hvilke patienter, tillader regionerne og sygehusledelserne nemlig ikke, at der bruges penge på nye præparater. Medmindre der laves en særlig aftale.

Opfylder habilitetsregler

Som tidligere beskrevet her på siden, har der været problemer med at finde en formand til scleroseudvalget, fordi habilitetsregler, der blev indført sidste sommer, blandt andet ikke tillader, at formanden sidder med i et advisory board – et rådgivningsorgan hos en medicinalvirksomhed. Eller har gjort det i det sidste år. Men det problem har Lars Kristian Storr ikke.
”Jeg er én gang blevet spurgt om at sidde med i et advisory board, men hørte aldrig mere til det, efter jeg stillede spørgsmål. Jeg synes ikke, man får nok ud af at deltage i møder og konferencer i regi af lægemiddelindustrien i forhold til den tid, man bruger på det,” siger Lars Kristian Storr.

Tablet forhåbentlig klar til sommer

Lars Kristian Storr har sagt ja til at være formand for scleroseudvalget, fordi der er behov for, at Tecfidera kan blive taget i brug.
”Det er ærgerligt, at vi ikke kan gå i gang med at bruge tabletten til relevante patienter. Det er jo ikke sådan, at vi står med en masse, der er ubehandlede, og der ikke er anden medicin. Men tabletten her vil passe godt til nogle, så derfor skal den selvfølgelig være tilgængelig for dem, der har behov. Og en behandlingsvejledning er et godt stykke arbejde, vi alle sammen har glæde af,” siger Lars Kristian Storr, der håber, at arbejdet med behandlingsvejledningen kommer til at gå så hurtigt som muligt.
”Nu mødes jeg med RADS-sekretariatet i næste uge for at blive lidt klogere på processen, og så er det min klare ambition, at vi i fagudvalget kan have en behandlingsvejledning klar så hurtigt som muligt.”
RADS’ næste møde er 8. maj og kan en behandlingsvejledning blive godkendt der, vil lægerne forhåbentlig få grønt lys af deres region til at udskrive tabletten ret hurtigt efter.

Ren kosmetik

Lars Kristian Storr mener i øvrigt, at de nye habilitetsregler for fagudvalgene i RADS er ”ren kosmetik”, som han kalder det.
”De er jo blevet indført, fordi der har været en debat om industriinteresser, men det er ikke sådan i fagudvalget, at formanden har magt til at sidde og trumfe sin egen mening igennem. Det er udvalgets medlemmer, der sammen ud fra faglige kriterier bliver enige om, hvordan behandlingsvejledningen skal skrues sammen. Derfor har det ikke den store betydning, hvem der sidder for bordenden,” siger Lars Kristian Storr, der på Roskilde Sygehus er med i ledelsen af scleroseklinikken

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn Anonym

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.