Tag samtalen, mens alle tænker: "Hun lever da i 25 år endnu!"
Da Mette Andersens mor døde i 2014, havde hun haft sclerose i næsten 30 år. Hun var blevet tiltagende dårligere, men ingen af hendes tætte pårørende fik talt med hende om, hvad moderen egentlig ønskede sig, når hun engang skulle herfra. Det fortryder Mette Andersen i dag i en grad, så hun opfordrer andre til at tage hul på de svære samtaler med deres kære
Få talt med dine kære, mens tid er!
Så enkelt er Mette Andersens budskab faktisk.
Nej, i virkeligheden har hun nok to budskaber:
1) Tal om tingene, mens tid er
2) At tale om liv og død betyder ikke, at man skal dø snart. Men når man har fået drøftet, om man vil begraves eller kremeres, og vendt alt fra salmer til arv og testemente er det gjort, og så behøver man ikke tale mere om det.
Mette Andersen er bedemand. I sit daglige liv ser hun masser af mennesker, der netop har mistet deres kære og nu er i tvivl om, hvordan de skal føre den afdødes ønsker ud i livet.
Det er dog ikke derfor, hun føler, at hun er i en position, hvor hun kan påpege vigtigheden af at få talt med sine kære om deres sidste vilje.
Men hun har selv har prøvet ikke at ane, hvad en nær pårørende ønskede sig, da hun var afgået ved døden.
En historie, der påvirkede Mette Andersen i en grad, så hun siden valgte at gå fra et job som kunderådgiver i TDC til at uddanne sig til bedemand.
Kunne ikke få sig selv til at spørge
Mette Andersens historie handler om hendes mor.
En stærk og livsglad kvinde, der havde sclerose gennem 28 år, indtil hun døde i 2014.
”Hun blev indlagt med lungebetændelse, og lægerne fandt ud af, at hendes indre organer var ved at stå af. Så de spugte mig, om hun ville i livsforlængende behandling. ’Spørg da mor,’ svarede jeg. Og hun sagde meget klart: ’Nej, tak!’ Herefter gik der halvandet døgn, inden hun døde. Hendes far, børn og børnebørn var omkring hende, hun var vågen flere gange og takkede os blandt andet for det fantastiske liv, hun havde haft. Så det var på mange måder en meget fin oplevelse. Men vi talte ikke om noget praktisk i forhold til bisættelsen. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spørge hende…”
I dag er Mette Andersen ikke sikker på, hvorfor hun ikke kunne få sig selv til at tage hul på emnet.
”Det blev lidt morbidt måske, fordi det var på hendes dødsleje? Jeg kunne simpelthen ikke tale om det, når hun lå der i en seng på sygehuset. Vi vidste, at hun aldrig mere ville komme hjem, for lægerne havde givet hende et døgn. Men det ærgrer mig i den grad, at vi ikke fik snakket,” fortæller Mette Andersen.
Tag samtalen uden gravrøst i baghovedet
Hun tror, at det ville have været nemmere at tage snakken, hvis døden ikke havde været så tæt på.
”Men det fik vi jo heller ikke gjort. Vi blev lullet ind i, at hendes situation var status quo. Hun var dårlig, men det havde hun jo været længe. De sidste fem år kunne hun nærmest ingenting, andet end at bruge sin hjerne og tale. Men vi kunne hele tiden sige til os selv, at hun jo ikke havde det værre end i går. Men man bør tale om tingene, mens alt er ok. Mens man tænker, at ’jeg lever da 25 år endnu!’ Så får man ikke denne her gravrøst i baghovedet, når man tager samtalen,” ræsonnerer Mette Andersen i dag.
Og ifølge hende er det virkelig en ubehagelig oplevelse at stå samlet om en afdød og gætte på, hvad vedkommende ville have ønsket sig.
”Det medførte sådan en stor stor usikkerhed for mine søskende og jeg, at vi ikke vidste, hvad vores mor ville have ønsket. Jeg kan stadig tænke over, om vi nu gjorde det rigtige? Det er jo ikke noget, vi ligger søvnløse over i dag. Men jeg har da mange gange tidligere tænkt: ’Ville hun mon egentlig gerne brændes?’ Det blev hun. Men var det egentlig det, hun ville? Jeg vil gerne skåne andre for lignende situationer,” forklarer Mette Andersen.
Ville ikke stå i den samme situation igen
Allerede umiddelbart efter moderens død kunne Mette mærke, at hun selv ikke ville risikere at stå i den samme situation igen. Så hun tog hjem til sin morfar og sagde til ham:
”Nu sætter jeg mig på dig, og jeg rejser mig ikke igen, før vi har talt om, hvad du vil have, der skal ske, når du engang dør! Og bagefter kan vi for min skyld lade være med tale mere om det de næste 14 år. ”
Herefter fik Mette Andersen og han en god samtale, hvor de fik talt om en masse ting og skrevet morfaderens ønsker ned.
14 dage efter døde han.
”Ikke engang en måned forinden havde vi stået der – næsten den samme gruppe pårørende - i så stor usikkerhed. Den usikkerhed slap vi for, da min morfar døde, fordi vi vidste, hvad han ønskede sig. Og det var så meget mere behageligt som pårørende.”
Mette Andersen anbefaler, at man køber en bog i stil med ”Bogen til mine kære” af Birgit Meister, hvis man synes, at samtalen er svær.
