Til global kamp mod ­progressiv sclerose

En halv million dollars eller næsten tre millioner kroner over de næste tre år. 

Så meget har Scleroseforeningen valgt at poste i det nye internationale projekt »Progressive MS Alliance«, der sidste år så dagens lys på initiativ af scleroseforeningerne i USA, Storbritannien, Holland, Canada, Italien og den internationale slceroseparaply »Multiple Sclerosis International Federation« (MSIF). 

Progressive MS Alliance, der er kommet op at stå på rekordtid, har som formål at samle de bedste forskere i verden til at finde en behandling mod progressiv sclerose, og den danske scleroseforening var det første støttemedlem, der meldte sig på banen, ud over de stiftende organisationer. 

Dansk komitémedlem

En af de danskere, der er involveret i projektet, er professor Per Soelberg Sørensen fra Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet. Han sidder med i »The Scientific Steering Commitee«, den videnskabelige styringskomité, der er med til at lægge den videnskabelige linje og blandt andet peger på de forskningsprojekter, som komitéen mener, skal have støtte. 

Per Soelberg Sørensen sidder med i en lang række internationale samarbejder inden for scle­rose og kender til forsøg på at sætte nye tiltag omkring forskning i gang på tværs af lande.

»Jeg har altid været en smule nervøs ved disse foretagender, fordi det hurtigt kan ende med, at nogle enkelte grupper fra store lande dræner, hvad der er af midler. Men det ser ikke ud til at være tilfældet med Progressive MS Alliance. Tværtimod ser vi her, at der nu bliver uddelt støtte på kryds og tværs af store og mindre grupper og geografi. Det er den rigtige vej frem,« siger Per Soelberg Sørensen, der i samarbejde med de andre i den videnskabelige komité i juni pegede på de første tolv forskningsprojekter ud af 195 ansøgere, der indledningsvist får støtte. 

»Der er tale om både basalforskning, klinisk forskning og forskning inden for rehabilitering. Altså en bred vifte, som også dækker mange forskellige lande.«

Det bedste af alle verdener

Per Soelberg Sørensen kalder derfor Progressive MS Alliance for »noget helt enestående«.

»Det er første gang inden for vores verden, at der er global enighed om at gå sammen og fokusere på et særligt projekt. Det er virkelig godt, for det giver mulighed for at rejse midler af en størrelsesorden, som man ikke kan gøre på nationalt plan,« siger Per Soelberg Sørensen.

Særligt det, at den amerikanske scleroseforening er med, er en stærk drivkraft, fordi den har nogle muskler, ingen andre er i besiddelse af. 

Man kan så spørge, hvorfor de ikke bare går solo, når de har den slags kræfter.

»I USA har de nogle andre kriterier for, hvad de må forskningsmæssigt. For eksempel er der flere restriktioner i forhold til stamcelleforskning og kliniske forsøg. De har et meget tungere apparat derovre. Derfor har de også brug for at samarbejde med andre, og på den her måde samles det bedste af alle verdener,« siger Per Soelberg Sørensen om Progressive MS Alliance.

Brug for forskning

Og der er brug for masser af kræfter, når det gælder forskning i progressiv sclerose. For i modsætning til forskningen i attakvis sclerose, hvor de første behandlinger kom i starten af 1990’erne, har forskningen inden for progressiv sclerose på mange måder stået i stampe, og i dag har man kun symptombehandlende midler til mennesker med progressiv sclerose. Ingen sygdomspåvirkende behandling. 

»For bare fem år siden var den del af forskningen, der leder til behandling, meget begrænset inden for progressiv sclerose. I dag ser vi flere og flere forskningsprojekter og en fornyet interesse for området,« siger Per Soelberg Sørensen.

Det skyldes blandt andet den viden, man har fået om virkningsmekanismerne af nogle af de nye præparater til attakvis sclerose. Den viden giver håb om, at de måske også kan virke på progressiv sclerose, fordi de er i stand til at krydse blod-/hjerne-barrieren og komme ind i hjernen, hvilket er en betingelse for, at man kan få en effekt på progressiv sclerose. 

På Rigshospitalet har man de senere år arbejdet intenst med at forske i progressiv sclerose og er med helt i front. Her har man blandt andet vist, at betændelsesceller i blodet har større betydning for sygdomsaktiviteten ved progressiv sclerose end hidtil troet, og at det ser ud til, at man kan påvirke progressiv sclerose med nogle af de nye behandlingspræparater.

»Det er stadig et stort uafklaret spørgsmål, hvor stor en rolle inflammation spiller ved progressiv sclerose, og hvor stor en rolle den neurodegenerative proces spiller – altså der hvor nervecellerne ødelægges. Og om de to ting sker uafhængigt af hinanden. Hvis det er rigtigt, at neurodegenerationen sker uafhængigt af inflammationen, er vi ikke i nærheden af at have noget, der kan påvirke den. Men det er det, vi nu må have afklaret gennem forskning,« siger Per Soelberg Sørensen, der vurderer, at vi i dag står på samme niveau i forhold til progressiv sclerose, som vi gjorde i forhold til attakvis sclerose, da de første interferonbehandlinger begyndte at komme. 

»Nu har vi en opfattelse af, at det rent faktisk er muligt at gøre noget ved progressiv sclerose, og det gør, at flere begynder at interessere sig for at beskæftige sig med området.«

En vigtig spiller

Derfor er Progressive MS Alliance en vigtig spiller.

»Alliancen vil i høj grad være til at give det her et skub. Det er jo sådan, at hvis der først kommer gang i noget, så bliver der tale om en selvforstærkende proces, hvor flere og flere går med på vognen. Det er det, vi har set med attakvis sclerose,« siger Per Soelberg Sørensen, der da også er meget fortrøstningsfuld i forhold til progressiv sclerose, når han kigger i krystalkuglen.

»Jeg tror, at vi om ti år vil have behandlinger, der også er effektive i forhold til progressiv sclerose. Man skal på den anden side ikke forvente sig mirakelkure. Der er ingen tvivl om, at progressiv scle­rose er sværere at behandle end attakvis. Blandt andet fordi når man kommer i den progressive fase, så er der sket nogle skader, som ikke kan repareres, og vi vil ikke være i stand til at gendanne nerveceller, der er ødelagte. På den måde kan man ikke forny hjernen,« siger Per Soelberg Sørensen.

Men han forventer, at der om ti år er præparater med andre angrebsvinkler end dem, vi ser i dag.

»Vi vil nok være i stand til at styrke en remyelinisering, så vi til en vis grad kan reparere beskadigede nerveceller, og have behandlinger, der i højere grad er i stand til at beskytte nervecellerne og hjernen,« spår Per Soelberg Sørensen. 

Louise Wendt Jensen