Trætheden sætter ind, når hjernen er på overarbejde

Næsten alle mennesker med sclerose kender den.Trætheden.
Den der lammende træthed, der lurer hele tiden og bare virker til at stå på spring for at overmande én. For nogle allerede fra de slår øjnene op, for andre så snart de anstrenger sig det mindste.
Træthed – eller fatigue, som det også kaldes - er et af de hyppigste og mest generende symptomer ved sclerose, og en del forskere arbejder på at finde ud af, hvorfor mennesker med sclerose rammes af den belastende træthed, der betyder, at de ikke har energi og overskud til opgaver, som andre klarer med et snuptag.

Enestående forsøg

En af forskergrupperne ledes af neurolog og professor Hartwig Siebner på Dansk Videnscenter for Magnetisk Resonans på Hvidovre Hospital. Her er man i øjeblikket i gang med et forsøg, hvor man måler på 50 mennesker med sclerose – 25, der lider af træthed, og 25 der ikke gør. Desuden deltager der 25 raske kontrolpersoner i forsøget.
Som omtalt her på siden i går, kan der være tale om to typer træthed i forbindelse med sclerose. Sclerosetræthed, som er en slags almen tilstand, og udtrætning, som opstår efter forskellige former for aktivitet.
”Det er to forskellige ting og samtidig to sider af samme sag. Men de to typer træthed skabes på forskellige måder, og vi ser og måler objektivt på begge dele i vores forsøg, hvilket er enestående,” fortæller Hartwig Siebner.
Deltagerne i forsøget er mennesker med sclerose i et relativt tidligt stadie, som ikke er fysisk mærket af deres sygdom i særlig grad.
”Trætheden fylder rigtigt meget i den gruppe. De fungerer fysisk, men er trætte. Det er en stor frustration, fordi det er en gruppe, der passer job, familie og hvad der ellers sker i deres liv, og i sammenhæng med det, kan den usynlige træthed svær at forklare og forstå,” siger Hartwig Siebner.

Verdensførende

Forsøget består af en lang række målinger og tests, men den primære undersøgelse foregår ved, at forsøgspersonerne MR-skannes samtidigt med, at der måles EEG af hjernen. Under undersøgelsen ligger de medvirkende og trykker med deres højre hånd på et lille instrument. I starten er der kun lidt modstand i instrumentet, og bevægelsen er derfor ikke trættende. Heller ikke for et menneske med sclerose. Derefter øges modstanden i instrumentet, og der skal presses med maksimal kraft.
”Med EEG måler vi hele tiden den elektriske hjerneaktivitet, altså den strøm hjernen genererer, når den er aktiveret. Samtidig kan vi med scanningen se blodgennemstrømningen i de forskellige hjerneområder, hvilket også er et udtryk for aktivitet. Vi er de første i verden, der bruger de to metoder samtidig inden for forskning i sclerosetræthed,” fortæller Hartwig Siebner.

Særlige mønstre?

Hjerneaktiviteten måles på forsøgspersonerne, mens de ikke er fysisk trætte, når de er fysisk trætte, og når de bagefter hviler og genvinder kræfterne.
”Ideen er at finde ud af, om der er nogle mønstre, der afslører udtrætningen. Opererer hjernen på en særlig måde hos mennesker med sclerose, så deres risiko for at blive hurtigere træt øges?,” spørger Hartwig Siebner. 
Mens de medvirkende udfører den fysiske test, skal de holde øje med, hvor meget de egentlig presser på instrumentet. På den måde udfordres de samtidig kognitivt (mentalt).
Grunden til, at de medvirkende laver en håndtest og ikke en gangtest, hvor man umiddelbart ville tænke, at udmattelsesniveauet er højere er, at det ikke er muligt i en scanner. Derfor laver deltagerne en gangtest efterfølgende, hvor de går 20 minutter i rask tempo på et løbebånd. Under undersøgelsen optages deres gangmønster og sættes i relation til graden af træthed. Ved at sammenligne med, hvad der sker i scanneren ved håndøvelsen, kan forskerne så se, om træthedsmønstret ved begge øvelser er ens, og om det kan bruges som mål for trætheden.

Omvendt mekanisme

Forsøget er ikke helt gennemført endnu. De sidste personer mangler stadig at deltage, men de første resultater peger allerede på en vigtig opdagelse.
”Vi kan ud fra vores målinger se, at hjernen hos mennesker med sclerose arbejder hårdere, når de udfører opgaven end det er tilfældet for de raske kontroller. De bruger ganske enkelt mere energi og flere ressourcer,” fortæller Hartwig Siebner om de indledende resultater.
De raske kontroller har en høj aktivitet i lillehjernen (også kaldet cerebellum) og i de præfrontale områder, der ligger i den forreste del af hjernens frontallap under let fysisk aktivitet. Efter den fysiske udtrætning falder aktiviteten. Hos mennesker med sclerose er mønstret omvendt. Aktiviteten i lillehjernen og de præfrontale områder er mindre inden opgaven, men høj bagefter.

Mulig kur

Det er interessant. For det første fordi de præfrontale områder er koblet til de kognitive funktioner. Det kan være en forklaring på, at mennesker med sclerose rammes på deres kognitive evner, når de udtrættes. For det andet fordi lillehjernen, der ligger bagerst i hjernekassen, har som primær opgave at udglatte og koordinere kroppens muskelbevægelser. Når storhjernen giver signal til en muskelgruppe – for eksempel hænderne – om, at den skal bevæge sig, så går signalet først gennem lillehjernen, som sørger for at bevægelserne udføres glidende. Så når mennesker med sclerose føler sig mere trætte efter opgaven end de raske kan det skyldes overaktiviteten i lillehjernesystemet.
”Mennesker med sclerose har simpelthen en anden dynamik i hjernen end raske mennesker. Hvis resultaterne holder, betyder det, at vi kan forsøge at gå ind og dæmpe aktiviteten i lillehjernen som et middel mod udtrætning,” siger Hartwig Siebner.
Man kan dæmpe aktiviteten i lillehjernen ved at give den elektromagnetisk stimulation i fem minutter. Gør man det dagligt i et par uger, vil man måske kunne skifte lillehjernens funktionsmåde tilbage til at være mere normal.
”På den måde vil vi nærme os en terapi mod træthed. Hvis vores resultater forsat er gældende, når alle undersøgelser er lavet, er det, det næste vi vil afprøve,” fortæller Hartwig Siebner.

Forskellige forklaringer

Han forklarer, at en grund til, at hjernen fungerer anderledes hos mennesker med sclerose, kan være, at de nervebaner - eller ledninger -, der går ind og ud af lillehjernen og ”snakker” med resten af hjernen er mere eller mindre ødelagte på grund af læsioner. En anden forklaring kan være, at overaktiviteten ikke skyldes læsioner i selve lillehjernen, men et andet sted i hjernen.
”Måske er lillehjernen overaktiv, fordi den kompenserer for en anden del af hjernen, der ikke virker optimalt. Og jo mere den kompenserer, jo mere træt bliver man”.
Lillehjernen er nemlig en slags tilføjelse til vores kernemotoriske system. Den får information fra hele kroppen gennem nerveledninger og fra mange forskellige steder i hjernebarken i storehjernen. Der er altså mange kilder, der giver information til lillehjernen, og er der forstyrrelser et eller andet sted der, er det muligt, at lillehjernen prøver at opveje det.
”Det kan også være, at nogen simpelthen bare er bedre til at bringe lillehjernen i spil end andre,” spekulerer Hartwig Siebner.

Konkrete spor

Selvom der kan være mange forklaringer på overaktiviteten i lillehjernen, er professoren meget tilfreds med de indledende resultater.
”Vi vil undersøge flere ting og analysere mere på vores data, men nu har vi allerede en indgangsvinkel til problematikken. Vi har nogle konkrete spor, vi kan gå videre med i forhold til at finde en behandling mod det her problem, og det er meget interessant.”
Ikke mindst fordi træthed ikke kun er et symptom ved sclerose.
”Det er jo også et stort problem ved mange andre tilstande. For eksempel ved depressioner eller blodpropper i hjernen. Eller efter en influenza, hvor folk kan have træthedssyndrom i måneder efter. Derfor håber vi, at finde nogle mønstre og efterfølgende behandlingsmuligheder, som måske også kan hjælpe bredere,” siger Hartwig Siebner.

Louise Wendt Jensen