Ultraløber går til kamp mod sclerose til MS RUN
Med 14 ultraløb i bagagen stiller den 47-årige Kim Hedegaard op til 100 kilometers løb ved MS RUN den 30. marts i Aarhus. Inspirationen til at stille op kommer fra en kollega med sclerose, og det betyder, at 2019 bliver året, hvor Kims løbepassion bliver brugt i kampen mod sclerose.

Kim Hedegaard bor i Horsens og er til daglig sælger på en gummifabrik. Efter et rygestop og efterfølgende lidt for mange kilo på sidebenene, besluttede Kim sig for at starte en ny og sundere livsstil. Og her kom løb til at spille en vigtig rolle.
”Jeg levede meget usundt, efter jeg stoppede med at ryge i 2011. Og det skulle ændres. Jeg begyndte derfor at løbe, og det blev jeg hurtigt bidt af. Nu har jeg så tilbagelagt 14 ultraløb og mange maratonløb, og jeg har lyst til at bruge min løbeinteresse til at støtte noget meningsfuldt – og da jeg har en nær kollega, der har sclerose, faldt valget på MS RUN”, fortæller Kim Hedegaard.
Konditionen skal stå sin prøve for en verden uden sclerose
For Kim er MS RUN både en måde at støtte sclerosesagen og en måde at få testet sin form.
”Jeg skal løbe et andet løb til juni i år, hvor jeg skal løbe 100 kilometer rundt om Samsø på under 13 timer, og MS RUN er en oplagt mulighed for at finde ud af, om min form kan holde til så mange kilometer på så kort tid. Samtidig viser jeg min opbakning til min gode kollega og forskning i sclerose, og det betyder meget for mig. Jeg løber derfor alle 100 kilometer til MS RUN, og jeg vil gerne gennemføre det på mellem 12 og 13 timer – det kommer jo også lidt an på, hvor meget hyggesnak der går i den”, fortæller Kim.
Løbekammerater går med i sclerosekampen
Kim stiller op til MS RUN på holdet ’Horsens All Runners’, som indtil nu består af løbere, som Kim har lært at kende fra ultraløb-miljøet, og som også vil støtte sclerosesagen.
”Alle på holdet er vant til at løbe meget og langt, og det er fedt at opleve, at de ligesom mig har lyst til at bruge deres motivation for løb til at samle penge ind til forskning i sclerose. De fleste på holdet løber med på turen uden at løbe alle 100 kilometer ligesom mig, og vi har derfor planer om at tage en bil med på turen, som de kan hoppe ind i, når de har løbet den distance, de vil løbe. På den måde er alle på holdet med hele vejen til mål”, siger Kim.
Kim har et mål om at samle 10.000 kroner ind til forskning i sclerose i forbindelse med MS RUN. Halvdelen af det indsamlingsmål er allerede nået, og Kim håber og tror på at nå det fulde mål. Han glæder sig samtidig til at løbe en lang og hyggelig tur på den smukke strækning fra Aarhus midtby til Himmelbjerget og tilbage igen sammen med mennesker, han nyder at løbe med.
Støt Kims indsamling her: https://indsamling.scleroseforeningen.dk/fundraisers/kim-hadegaard