USIKKERHEDEN ER DET VÆRSTE

Vi mødes med Marie

Regnen trommer mod ruden, men det gør ikke noget i lejligheden på tredje sal. Her sidder 26-årige Marie Stahlschmidt nemlig behageligt i sin fletstol med hænderne om en kop dampende varm te.

»Jeg tænker sjældent over, at min mor har sclerose. Hun har jo haft det, så længe jeg kan huske, og derfor har jeg ikke nogle minder om min mor uden sclerose. Men inden i mig er der alligevel en frygt for at miste hende alt for tidligt,« siger Marie.

Maries forældre har gjort, hvad de kunne, for at Maries barndom og ungdom var så normal som muligt. De har været meget opmærksomme på at fortælle, hvad der skete med moderen, når hun gradvist blev dårligere til at gå. Samtidig sørgede de for, at Marie var med til alle turene i folkeskolen og festerne i teenageårene. Alligevel har det ifølge Marie været umuligt ikke at lade sig mærke af, at hendes mor har en kronisk sygdom.

»Jeg er klart blevet meget hurtigere moden end mine jævnaldrende, og jeg havde ikke helt den samme sorgløse indstilling til livet, som andre teenagere havde,« fortæller hun.

Reagerede på efterskolen

Marie kan ikke huske, at hun havde nogle reaktioner på sin mors sygdom gennem sin barndom. Men i slutningen af hendes efterskoleår blev hun pludselig meget ked af det og kunne bryde grædende sammen uden helt at vide hvorfor.

»Jeg er sikker på, at det var en form for reaktion på min mors sygdom. Jeg ved ikke, hvorfor det skete lige på det tidspunkt. Men det er jo klart, at man er mere følsom over for sådan nogle ting i teenageårene,« siger Marie.

Hun fylder sin tekop op og sætter sig tilbage i stolen. Ovre ved væggen risler vandet i akvariet, og Marie sipper lidt til teen.

Kom til gruppepsykolog

Efter reaktionerne på efterskolen begyndte Marie at gå til psykolog i Scleroseforeningen. Hun kom i en gruppe med andre unge, der havde en forælder med sclerose. Det hjalp hende meget, for det kunne være svært at finde ud af at tale med hendes forældre om sygdommen, og hvordan den påvirkede hende.

»I psykologgruppen fik jeg og alle de andre et frirum. Vi snakkede rigtig meget om mange forskellige ting, og vi oplevede meget det samme. Det var virkelig dejligt at kunne lufte ens tanker med andre, der selv stod i samme situation,« siger Marie.

Der skal være plads til de raske

I dag tænker Marie sjældent over, at hendes mor har sclerose. Alligevel kan hun have perioder, hvor hun er ked af det. Perioder, hvor hun tænker mere over sygdommen, end hun ellers gør i sin hverdag.

»Det har helt klart noget at gøre med, at der ikke er nogen sikkerhed i den her sygdom. Man ved ikke, hvad der sker i morgen, og det kan virkelig være hårdt,« siger Marie.

Heldigvis var og er begge hendes forældre en god støtte for hende. Det har især været vigtigt for både dem og Marie, at alle i familien føler, at der er plads til dem og deres følelser.

»Det er godt at vide, at det er okay at være ked af det. Det skal der også være plads til. Vi kan jo ikke lægge vores følelser omkring min mors sygdom til side, så vi deler dem i stedet. På den måde er der plads til os alle sammen på trods af min mors sygdom,« fortæller Marie.