Ustabil myelin kan fremprovokere sclerose-attakker
Det nerveisolerende myelin er mere skrøbeligt hos sclerosepatienter. Nu har forskere skabt ny indsigt i årsagen til denne skrøbelighed, og arbejder på at gøre myelin mere modstandsdygtig overfor immunsystemets angreb.

Myelin er ikke bare myelin. Det isolerende fedtvæv rundt om nerverne kan være mere eller mindre skrøbeligt, og dermed mere eller mindre udsat for angreb fra vores immunsystem.
Forskere fra Tel Aviv Universitet i Israel har nu fundet ud af, at blot små ændringer i myelinskeden rundt om nerverne kan gøre det ustabilt, hvilket formodentlig giver immunsystemet bedre adgang til at forvolde skade.
Indirekte betyder den opdagelse, at årsagen til det fremadskridende forløb af sclerose muligvis kan findes i myelinskedens struktur.
Fedtstoffers struktur kan skabe huller
Myelinskeden er opbygget af fedtstoffer, der som byggeklodser, ligger tæt op ad hinanden og udgør selve det isolerende lag, der både leder nerveimpulser og beskytter mod nervebeskadigelse. Fedtstoffernes form er helt afgørende for hvor godt myelinskeden isolerer:
Fedtstofferne er normalt meget flade og ligger tæt, hvilket giver en kompakt struktur og den bedste funktion. Men de kan også være mere runde og ligge mindre tæt, hvilket giver flere ’huller’ i myelinskeden.
Og jo mindre tæt myelinskeden er, jo mere skrøbelig og modtagelig er den overfor immunsystemets angreb.
Sclerose forbundet med ustabil myelin
Ved hjælp af elektronmikroskopi og røntgenstråling påviste de israelske forskere, at myelinskeder fra forsøgsdyr med sclerose generelt var mere ’hullede’ end myelinskeder fra raske forsøgsdyr.
Samtidig formåede forskerne at ændre på sammensætningen af fedtstofferne, så de kunne gøre myelinskederne hos de syge forsøgsdyr mere kompakte.
Og det er interessant, vurderer Bente Finsen, Professor ved Neurobiologisk Forskningsenhed på Syddansk Universitet i Odense. Hun har gennem mange år forsket i myelinstruktur:
”Arbejdet er spændende og veludført. Det giver en ny indsigt i hvilke mekanismer, der lægger til grund for at gøre vores myelinskeder mindre stabile, når skaden nu engang er sket - eller er ved at ske”.
Muligt at gøre myelin kompakt igen
Bente Finsen mener dog ikke, at der er noget nyt i, at myelinskeden ændrer sig strukturelt, når først den beskadiges, og dermed bliver endnu mere sårbar for yderligere ødelæggelse:
”Vi ved, at sammensætningen af myelin-fedtstoffer er ændret i både mennesker og dyremodeller med sclerose. Så det spændende forskerne viser er, at man kan påvirke denne sammensætning af fedstofferne i myelinet og derved gøre myelinskeden mere kompakt. Det kan i sidste ende gøre myelinskeden mere modstandsdygtig overfor angreb fra immunsystemet”.
”Den viden åbner op for at udtænke nye måder at understøtte dannelsen af kompakt myelin; nemlig gennem stimulering af de myelindannende cellers produktion af myelin”, understreger Bente Finsen.
Skrøbelig myelin ikke medfødt
Betyder det så, at nogle personer er født med en mere skrøbelig myelinskede end andre, og derved er i højere risiko for at udvikle sclerose?
”Nej, der er ikke aktuelt belæg for, at mennesker med nedarvede defekter i myelin udvikler sclerose oftere end andre”, fastslår Bente Finsen:
”Der er ej heller belæg for, at sclerose skyldes en generel fejl eller skævhed i dannelsen af myelinfedtstoffer, som kan fremprovokere, at myelin lettere går i stykker”.
Arbejder på at gøre myelin mindre sårbart
Derimod understøtter det israelske studie det, som Bente Finsen er på jagt efter:
”Forskernes tankegang og observationer flugter fint med vores egen forskning. Vi vil som forskere gerne forstå hvordan vi mest effektivt kan gøre myelin mindre sårbart mod autoimmune reaktioner, og hvordan vi mest effektivt vil kunne genopbygge helt eller delvist ødelagte myelinskeder".
Man kan læse mere om den israelske undersøgelse her, og finde det originale studie her.