Gå til hovedindhold
TemaCorona og scleroseSe hele temaet

Værd at vide: Coronavaccinen AstraZeneca, som sættes på pause

12. marts 2021
Kort fortalt

Måske er der en sammenhæng mellem blodpropper og coronavaccinen AstraZeneca. Derfor er vaccinen sat på pause i Danmark, og Sundhedsstyrelsen deler her, hvorfor og hvad du skal gøre, hvis du har fået vaccinen for nyligt eller booket tid til netop dén.

Coronavaccinen AstraZeneca er sat på pause, mens det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) undersøger sammenhængen mellem vaccinen og flere, alvorlige blodpropper. 

Har du netop fået et eller begge stik med AstraZeneca, eller har du booket tid til den? Så siger Sundhedsstyrelsen:

Til dig der er vaccineret med AstraZeneca

Hvis du er vaccineret med AstraZeneca inden for de seneste 14 dage og oplever længerevarende symptomer, dvs. mere end 3 dage, bør du kontakte din læge. Oplever du nye symptomer, efter de første dages milde symptomer, bør du ligeledes kontakte din læge

Til dig der kun har fået første vaccination

Pauseringen betyder, at der indtil videre ikke vaccineres flere, der har en tid til første vaccination med AstraZeneca vaccinen. Det betyder også, at dem, der allerede har fået 1. stik og venter på 2. stik, foreløbig skal vente med anden vaccination.

Indtil videre skal du derfor afvente myndighedernes beslutning om, hvorvidt vaccinen fra AstraZeneca igen skal tilbydes. I de næste par uger vil du i hvert fald ikke blive vaccineret med denne. Herefter vil du høre nærmere.

Til dig der har bestilt tid

Har du bestilt tid til vaccination med AstraZeneca inden for de næste 14 dage, så vil din tid blive aflyst. Du skal ikke møde op. Du får besked, når du kan booke tid igen.

Bookede tider til vaccination med en af de andre vacciner fra henholdsvis Pfizer og Moderna ændres ikke. Frontpersonale på 65 år eller ældre vil fortsat modtage tilbud om vaccination med en af de to andre vacciner.

Du kan få svar på mange vigtige spørgsmål om pauseringen af AstraZeneca fra Sundhedsstyrelsen lige her. 

Der er ingen kommentar endnu