Valg til Scleroseforeningens ledelse
Der kommer gang i stemmesedlerne, når de delegerede i Scleroseforeningen skal vælge ledelse i november, bl.a. er der to kandidater til næstformandspost
Kurt Tollund Jette Bay
Den 15. og 16. november holder Scleroseforeningen sit årlige delegeretmøde, og i år skal der vælges medlemmer til Hovedbestyrelse og de faste udvalg. I lørdags var der frist for opstilling af kandidater, og kandidatopstillingen betyder, at der kommer afstemning om den ene af de to næstformandsposter, nemlig til posten som politisk næstformand. Foruden den nuværende næstformand Jette Bay opstiller også Kurt Tollund som kandidat til næstformandsposten.
Her ud over bliver der afstemning om pladserne i tre udvalg, Netværksudvalget, Sundhedspolitisk Udvalg samt Social- og Handicappolitisk Udvalg.
Til sidstnævnte udvalg skal der endvidere vælges ny formand, idet Jacob Monies ikke genopstiller. Her er der dog ikke den store spænding om resultatet, for Vivi Bjørnmose er eneste kandidat. Der vil på delegeretmødet være genvalg af foreningens formand Christian L. Bardenfleth, organisatorisk næstformand Jens Holst og kasserer Henrik Klæbel, idet der ikke er opstillet modkandidater til disse poster.
Det samme er tilfældet, når det gælder formændene for Netværksudvalget, Info- og PR-udvalget samt Sundhedspolitisk Udvalg, hvor henholdsvis Jan Deebmann, Tharben Hansen og Susanne D. Nygaard vil blive genvalgt uden modkandidater.
Se listen over alle kandidater her