Gå til hovedindhold

Venner og familie mod sclerose samlede 4,1 millioner kroner ind

13. september 2018
Kort fortalt

Takket være 2.900 friske indsamlere og en fantastisk opbakning fra danskerne blev der søndag den 9. september samlet mere end 4.1 millioner kroner ind i Region Hovedstaden, Region Midtjylland og Region Syddanmark. Indsamlingen var vores allerførste på helt egen hånd, og frivillige kræfter rundt om i landet har gjort et kæmpe stykke arbejde forud for indsamlingsdagen. Indsamlerne ringede på hjemme hos borgerne i de tre regioner for at samle penge ind til forskning i sclerose.

Søndag den 9. september ringede vi på hjemme hos tusindvis af danskere rundt om i landet og bad dem om at støtte forskning i sclerose. Og resultatet af de godt 2.900 indsamleres og 227 indsamlingslederes hårde arbejde har i den grad båret frugt. Årets indsamling slår nemlig alle tidligere rekorder: Ikke mindre end 4.121.043 kroner blev der i alt samlet ind.

”Vi er så taknemmelige for den massive opbakning, vi har mødt rundt om i landet. Både fra vores mange tusind ildsjæle, der har været på gaden og samle ind - og fra alle de folk, der har åbnet døren derhjemme og givet et bidrag til vores indsamling. Hvert eneste bidrag tæller i den grad, når vi skal uddele penge til ny, vigtig forskning i sclerose. Det giver alle os, der har sclerose tæt inde på livet, nyt håb for en fremtid uden sclerose. Tusind tak til alle jer, der har gået en indsamlingsrute, givet et bidrag og hjulpet med at sprede vores budskab, ” siger Klaus Høm, som er direktør i Scleroseforeningen.

De indsamlede midler går til nye forskningsprojekter og uddeles af Scleroseforeningens forskningsudvalg. Sidste år gik pengene fra indsamlingen til tre konkrete forskningsprojekter, som du kan læse mere om på https://scleroseforeningen.dk/nyheder/tre-forskningsprojekter-modtager-stotte-fra-husstandsindsamlingen

Nye og gamle dyder i spil

De 2.900 indsamlere gik adskillige kilometer for at få indsamlingsbøtterne fyldt op med både mønter og sedler. Og takket være MobilePay fik de også masser af bidrag fra danskere, der ikke havde kontanter liggende klar. Mere end en tredjedel af det samlede beløb er nemlig kommet ind som MobilePay-overførsler i år - og det er en fordobling siden sidste år.

Samtidig havde en lang række ildsjæle oprettet en digital indsamling til fordel for Scleroseindsamlingen. Både på Facebook og Betternow har der været en markant stigning i antallet af digitale indsamlinger, og i alt har 140 fantastiske folk samlet penge ind til forskning via de digitale kanaler. Og deres indsats har været vellykket – tilsammen har de digitale indsamlinger bidraget med godt 200.000 kr. til det samlede indsamlingsresultat.

Landsindsamling venter forude

Med årets indsamling veloverstået venter en ny og endnu større udfordring forude. Fra næste år bliver indsamlingen nemlig landsdækkende. Det betyder, at der bliver brug for endnu flere indsamlingsledere og indsamlere for at nå rundt ud i alle afkroge af landet.  

”Det fantastisk flotte resultat fra i år giver os masser af håb og mod på at løfte opgaven med en landsindsamling til næste år. Sammen har vi skabt en succes i tre regioner, og det skal vi bygge videre på frem mod 2019. En landsindsamling er en kæmpe udfordring, men vi tror på, at vi i fællesskab kan lykkes med at skabe endnu en succes. Den opbakning, vi har oplevet fra både indsamlingsledere, indsamlere og ikke mindst de mange danskere, der har puttet penge i vores indsamlingsbøtter, viser os, at alt er muligt, når vi står sammen i kampen mod sclerose, ” siger Mogens Damgaard, som er marketingschef i Scleroseforeningen og ansvarlig for Scleroseindsamlingen.

Bubber talte pengene op  

Som afslutning på en i forvejen uforglemmelig dag var Bubber vært for den afgørende optælling af de indsamlede penge. Optællingen blev sendt live på Facebook, og her kunne Bubber lidt over kl.18 søndag aften endelig løfte sløret for et foreløbigt indsamlingsresultat på 3,6 millioner kroner. I dagene derefter voksede beløbet sig endnu større i takt med, at alle bidrag blev talt op, og en indsamlingsrekord på 4.121.043 kroner var en realitet.

Fakta om Scleroseindsamlingen

  • Det rekordhøje indsamlingsresultat lyder på 4.121.043 kroner.
  • Vi samlede ind i Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Hovedstaden.
  • Mere end 2.900 indsamlere gik på gaden for at samle ind til forskning i sclerose.
  • 227 indsamlingsledere stod klar til at tage imod de fyldte indsamlingsbøtter og tælle pengene op.
  • Til næste år bliver indsamlingen landsdækkende, og vi håber, du har lyst til at være med.
Der er ingen kommentar endnu