Vil du være med?
Hvert eneste år deltager flere tusinde fantastiske ildsjæle i et eller flere af vores mange indsamlingsevents, og det er vi simpelthen så glade for og stolte af. Hvert år indsamler I nemlig millioner af kroner, skaber masser af opmærksomhed og gør en kæmpe forskel for en verden uden sclerose. Forude venter mange flere uforglemmelige oplevelser, og vi håber, at du har lyst til at være med.
Sæt kryds i kalenderen
Uanset om du begår dig bedst i et køkken, løber langt og længe eller mest af alt foretrækker en hyggelig eftermiddag i selskab med gode venner, så har vi i Scleroseforeningen masser af sjove og inspirerende udfordringer – og oplevelser for livet - til dig.
Læs med herunder, hvor du både kan få et overblik over, hvad der sker i løbet af året, og samtidig læse lidt mere om de forskellige arrangementer, som du kan blive en del af.
Februar
MS Middag
I februar har vi premiere på MS Middag, hvor du som vært kan invitere en håndfuld gæster på middag. REMA 1000 betaler dine indkøb, til gengæld skal dine gæster donere et beløb til forskning for at spise med. Lige nu har 300 seje folk meldt sig som vært, men du kan stadig nå at være med.
MS Middag foregår alle dage i februar. Læs mere og meld dig til på www.msmiddag.dk
Marts
MS RUN Himmelbjerget
Lørdag den 28. marts kan du løbe for en verden uden sclerose – eller sende dine venner og familie ud at løbe for dig. På MS RUN Himmelbjerget gælder det om at løbe så mange runder, man kan, på en 6 kilometer strækning. På MS RUN kan du både stille op alene eller samle et hold – og hvis dine ben ikke kalder på en lang løbetur, så kan du sagtens sende stafetten videre til familie og venner og bede dem om at løbe for dig. Det koster ikke noget at være med, til gengæld samler alle deltagere ind til forskning i sclerose.
MS Run finder sted den 28. marts ved Himmelbjerget.
Maj
You Go Girl
Premieren på vores nye walk You Go Girl tog sidste forår hele Danmark med storm. Med 3.000 deltagere fordelt på 100 byer blev den 1. maj til en fantastisk og uforglemmelig dag for en verden uden sclerose. Vi glæder os allerede til at skyde You Go Girl 2020 i gang, og vi håber, at du har lyst til at være med.
Du behøver hverken at kunne gå langt eller længe, for på You Go Girl tæller hver eneste skridt, vi tager. Det er gratis at være med, til gengæld er deltagerne med til at samle ind til forskning i sclerose.
Læs mere og meld dig som kaptajn eller deltager på www.yougogirl.dk
Juni
Cykelnerven
I år indtager cykelnerven de franske Tour de France-bjerge for syvende gang. Her kæmper deltagerne for at samle penge ind til forskning i sclerose og skabe opmærksomhed om sygdommen. I alt skal 250 dedikerede deltagere cykle sig til tops på en stribe klassiske tourstigninger på bare fire dage, og i år går turen til Alpernes stejle tinder.
Cykelnerven 2020 finder sted fra 16. – 21. juni og er totalt udsolgt.
Læs mere om Cykelnerven på www.cykelnerven.dk
September
MS Bike
Første weekend i september kan du komme med på en cykeltur af den mere ekstreme slags, når vi skyder MS BIKE i gang for fjerde år i træk. Her cykler deltagerne hele vejen fra Skagen til København på en weekend og samler penge ind til forskning undervejs. På MS BIKE stiller man op som hold, og man bestemmer selv, hvor mange man vil være om at dele den mere end 700 kilometer lange strækning.
Hvis dine ben ikke tåler en cykeltur af denne kaliber, kan du sagtens sende stafetten videre til familie og venner og udfordre dem til at cykle turen for dig. Det koster ikke noget at være med, til gengæld samler alle deltagere ind til forskning i sclerose.
MS BIKE cykler hele vejen fra Skagen til København lørdag den 5. september til søndag den 6. september.
Scleroseindsamlingen
Anden weekend i september er det igen blevet tid til Scleroseindsamlingen 2020. Her ringer vi på dørene hjemme hos danskerne og beder dem om et bidrag til forskning i sclerose. Vi samler ind i hele landet og håber meget, at du har lyst til at være med?
Du behøver hverken at kunne gå langt eller være hurtig på trapperne for at være med som indsamler. Hver eneste dørklokke, du når at ringe på, tæller i kampen mod sclerose. Sammen gør vi alt, hvad vi kan, og din indsats er afgørende.
Læs mere om Scleroseindsamlingen på www.sammenmodsclerose.dk