Vil en særlig vaccine blive kuren mod sclerose?
En efterhånden verdenskendt virksomhed bag en af de populære coronavacciner undersøger nu, om en særlig vaccine kan kurere sclerose. Indtil videre viser vaccinen spændende resultater hos mus med en scleroselignende sygdom.

”Det er ikke utænkeligt,” siger professor i neurologi Finn Sellebjerg, da han bliver spurgt, om en fremtidig kur mod sclerose kan være i vaccineform.
"Men," pointerer han: ”Det er ikke en ny tanke. De sidste tyve år har vi set flere studier, som har testet forskellige slags vacciner i dyreforsøg, for at se om de kunne bremse sclerose. Ingen af dem nåede desværre særlig langt, men den her nye vaccine er fremstillet på en anderledes og ny måde, og det er spændende."
Vaccinen bremser og reparerer
Den nye vaccine, som netop er testet på mus med en scleroselignende sygdom, er skabt ud fra et genetisk materiale, mRNA, som vi også naturligt har i kroppen. I flere årtier har forskere forsøgt at udvikle en mRNA-teknologi, der kan bruges som vacciner, og først nu - ved udviklingen af coronavaccinerne - er det for alvor lykkedes.
Det første forsøg med vaccinen, som man håber, kan bremse sclerose, er netop afsluttet, og resultaterne fra museforsøget får håbet til at spire. De afslører nemlig, at vaccinen ser ud til at stoppe den scleroselignende sygdom i musene, og resultaterne peger endda på, at den også har en gavnlig effekt på nogle af de fysiske skader, som musene har fået af den scleroselignende sygdom.
”Det er en ny måde at fremavle det, der hedder regulatoriske celler, og som studiet her viser, ser ud til at kunne bremse den scleroselignende sygdom, musene har. Det bliver spændende at se, om vaccinen også kan påvirke de regulatoriske celler hos mennesker. Det tror jeg muligvis godt, kan ske, men det er ikke sikkert, at virkningen bliver den samme i mennesker, som vi ser, den er hos musene,” siger professor Finn Sellebjerg.
Fremtidsudsigten
Vi kommer til at væbne os med tålmodighed, for udsigterne til resultater af vaccinens virkning hos personer med sclerose ligger et godt stykke ude i horisonten. Først skal der nemlig styr på forskellige tilladelser, før man må forske i effekten hos mennesker.
”Når det er på plads, kan man gå i gang med de første studier, som er sikkerhedsforsøg, inden man undersøger virkningen af vaccinen hos mennesker med sclerose,” oplyser professor Finn Sellebjerg og indskyder en positiv bemærkning.
”Formodentlig tjener virksomheden bag så meget på sin coronavaccine, at de rent økonomisk kan vælge at prioritere områder som dette - og gennemføre de store studier, der skal til. Det er jo stort, og det bliver meget spændende at følge."