Virksomhed stiller op til MS RUN i København
Når startskuddet lyder til MS RUN i København, står fem kollegaer klar til at løbe med i kampen mod sclerose. På eget initiativ er kollegaerne gået sammen på holdet ’Team Noridane’, som de stiller op med til 100 kilometers løb den 9. marts.

Alexander Christoffersen er 25 år og controller i den kød-distribuerende virksomhed Noridane Food A/S. Han og fire kollegaer har besluttet sig for at prøve kræfter med MS RUN og bruge deres løbeglæde til at støtte sclerosesagen.
”Det var min kollega Daniel, der havde læst om MS RUN i et nyhedsbrev fra Scleroseforeningen. Han forhørte sig på kontoret, om nogle i Noridane kunne være friske på at stille op - der gik nærmest ikke fem minutter, før vi var en håndfuld, der var med på idéen. Vi er alle habile løbere, men vi har kun prøvet at løbe for velgørenhed én-to gange før. Så det bliver rigtig spændende at opleve stemningen og opsætningen omkring MS RUN. Og så bliver det også fedt igen at løbe for at støtte en vigtig sag”, fortæller Alexander Christoffersen.
Alexander og det øvrige ’Team Noridane’ glæder sig til at løbe den 100 kilometers smukke strækning fra Charlottenlund Fort til Kronborg og tilbage igen og lære hinanden endnu bedre at kende.