Gå til hovedindhold

VIVE søger deltagere til undersøgelse af arbejdslivet med sclerose

30. oktober 2019
Kort fortalt

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd søger 10 deltagere til en undersøgelse af, hvordan arbejdslivet ser ud, når man har sclerose.

Arbejdsliv med sclerose-undersøgelse

Mange mennesker bruger en stor del af deres liv på arbejdsmarkedet. Men når man får diagnosticeret en sygdom som sclerose, kan det nogle gange også betyde, at ens arbejdsliv ændrer sig. Nogle må gå ned i tid eller lave særlige aftaler med deres arbejdsplads, andre kan komme ud at måtte lægge deres arbejdsliv helt om.

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd vil gerne undersøge, hvordan arbejdslivet ser ud, når man har sclerose. Derfor søger de 10 personer, der har lyst til at deltage i et interview om emnet. I undersøgelsen vil de særligt have fokus på tiden op til, at man må stoppe med at arbejde i et ordinært job og fx starte i fleksjob, komme på førtidspension eller på pension.

”Vi vil gerne se på, hvad det er for nogle udfordringer, man oplever, når man er syg på arbejdet, og hvordan man kan håndtere dem. Er der eventuelt noget hjælp, der kan gøre en forskel for, om man kan blive ved med at arbejde? Samtidig vil vi også undersøge, hvilke udfordringer arbejdsgiverne oplever, og hvordan de støtter medarbejdere med sclerose,” forklarer Chefanalytiker Helle Max Martin om projektet.

Hun forklarer, at hensigten med projektet er at gøre opmærksom på eventuelle udfordringer, som mennesker med sclerose oplever i arbejdslivet, og at det samtidig skal bidrage til Scleroseforeningens arbejde med at skabe bedre vilkår for mennesker med sclerose. 

For at deltage skal du:

  • Bo på Sjælland
  • Være stoppet med ordinært arbejde pga. din sclerose inden for de sidste to år. Du kan f.eks. være overgået til fleksjob, førtidspension eller pension.
  • Have lyst til at dele dine erfaringer og tanker om at være i arbejde med sclerose – fx i forhold til spørgsmål som: Hvad var udfordringerne? Hvad gjorde du selv? Hvilken støtte fik du, eller ville du gerne have haft fra din arbejdsplads?

Interviewet vil vare ca. 1 time. Det kan foregå i dit hjem, i VIVEs lokaler i København eller et andet sted, som du foretrækker. 

Er du interesseret, eller ønsker du at høre mere om projektet?

Så kontakt Helle Max Martin på telefon: 33480842 eller mail: hemm@vive.dk

Invitation til arbejdsliv med sclerose-undersøgelse

Der er ingen kommentar endnu