Voksne med bevægelseshandicap søges til interview af DTU studerende
Nye diplomingeniørstuderende fra DTU søger interviewpersoner, som lever med bevægelseshandicap. De studerende skal nemlig lære at mestre det at afdække menneskers problemer og behov, så de kan skabe innovative løsninger, der gør en forskel. Løsninger som fysiske produkter, mobilapps o.lign. Skal du være med?

Formålet med interviewene er således dels, at de studerende skal afdække nogle udfordringer eller behov hos mennesker med bevægelseshandicap, som de kan arbejde med i deres projekter og dels at forstå den kontekst som en løsning skal kunne fungere i. Derudover skal de studerende øve sig i at udføre interviews.
Vi søger frivillige, der vil stille sig til rådighed for 1-2 interviews med studerende fra 1-2 studenterteams, og som har lyst til at fortælle om deres daglige liv. Der kommer til at deltage max to studerende i hvert interview. Et interview kan vare ca. ½-1 time og det kan foregå i hjemmet hos informanten eller et andet passende sted. Det foregår i tidsrummet mellem d. 20. september og d. 3. oktober, og informanterne skal bo på Sjælland.
Vi har brug for så mange frivillige som muligt – gerne 36 personer eller flere. Men færre kan også gøre det. De frivillige bliver kontaktet af de studerende, så der kan laves nærmere aftale om tid og sted.
Kurset er en del af projektet ’Teknologi for alle’, som er et nyt samarbejde mellem DTU, Bevica Fonden og DH.
Er der spørgsmål, kan de rettes til Kirsten From på kifr@dtu.dk.