Vrede: Fortalt af mennesker med sclerose

I næste medlemsblad vil vi gerne lave et tema om vrede som et sclerosesymptom. Vrede kan nemlig være en del af de kognitive forandringer, man kan opleve som følge af sclerose. Det skyldes, at kognitive forandringer kan gøre det sværere at styre sine impulser. Mennesker, der er påvirket på den måde, mister derfor besindelsen ofte og voldsomt.

Sådan skrev vi for et par måneder siden i en efterlysning på Scleroseforeningens Facebookside. Mange delte deres oplevelser af scleroserelateret vrede med os.

Her kan du læse seks af dem:

• Jeg synes, det er et vigtigt, men også meget tabubelagt emne, I tager op. Jeg har været meget flov over min vrede og de handlinger, den har medført. Det er vigtigt at vide, at man kan få hjælp til at tackle sine vredesudbrud og ikke mindst det pres og de frustrationer, der fremkalder dem. Jeg vil gerne udtale mig om mine dødpinlige reaktioner, hvis det kan hjælpe andre. Jeg har flere gange været meget heldig. Fx kunne jeg have slået min mand ihjel engang, hvis jeg havde ramt ham med vores dørstopper. Den ramte i stedet opvaskemaskinen, som med sit meget bulede, børstede stål stod og råbte: ’Hold da kæft, du er psykopat’ til mig i mange år efter. Den er heldigvis udskiftet nu. Jeg er også kun tilgivet af mine børn, fordi vi har kunnet tale om mine anfald bagefter. Det er ikke sjovt, og jeg ville ønske, at jeg havde fået hjælp til det, meget før jeg gjorde.Det har været en lang proces at lære at tackle vreden, men det, der har hjulpet mig mest, har været at slippe for alt det pres, der følger med uddannelse, job, børn, sygdom med attakker, skilsmisse og så videre. Jeg fik førtidspension – og det hjalp. Jeg fik hjælp på ­Sclerosehospitalet, jeg fik antidepressiv medicin og indsigt i og forståelse for min tilstand. Jeg har fået ro. Jeg er nu jordens mest tålmodige menneske, og jeg har svært ved at tro på, at det var mig, der var hende psykopaten. Jeg kan ikke lave det om, men jeg ville ønske, at jeg ikke skulle have udsat mine kære for så meget vrede og kaos.

• At tælle til ti hjælper ikke, da vulkanen selv bestemmer sit udbrud. Jeg synes, det sværeste er, når det går ud over mine børn. De har jo ikke bedt om sygdommen, og de kan ikke altid forstå det. Omvendt tager jeg mig ikke af, hvis venner og familie ikke forstår mig.

• Jeg er blevet en værre hidsigprop. Men jeg kan også hurtigt blive meget ked af det. Det svinger faktisk meget. Det ene øjeblik kan jeg tude over en kop kakao, og det næste øjeblik er jeg bare stiktosset. Jeg tror bestemt, at jeg skal passe på med ikke at skubbe mine kære væk og i stedet blive bevidst om mine reaktioner og skabe en forståelse for min sygdom eller i hvert fald forsøge at få det forklaret.

• Min vrede kommer frem, når jeg er træt eller stresset. Det har mit barn på 18 år desværre mærket til ofte – ja og resten af familien og nære venner. Det er så pinligt bagefter. Det er det samme, hvis jeg er i en gruppe, og der bliver diskuteret, og jeg ikke kan formulere mig ordentligt, så springer låget af, og folk forstår det jo ikke. Der er så meget ensomhed, der følger med vreden. Jeg kan ikke styre det.

• Jeg har progressiv sclerose. Jeg har en meget kort lunte, fordi jeg skal bede min mand om hjælp konstant, og det gør mig meget vred, hvis det ikke kan blive her og nu.

• Jeg er blevet enormt sensitiv. Bestemte lyde, skarpt lys eller gentagelser irriterer mig. Vi har en meget stor familie og en masse børn. Der behøver ikke engang at blive snakket højt – det er generelt bare den der summen. Jeg bliver nødt til at gå ud af rummet, for jeg kan slet ikke være i det. På den måde går vreden meget ud over mit sociale liv. Min søde lille dreng på fem år, som går og synger og gentager de samme ord – der skal ingenting til. Så bliver jeg mere skarp i min tone over for ham, og det er synd, for det er jo ikke hans skyld. Det fortæller jeg ham også ofte, og så svarer han: ’Mor, det ved jeg godt. Det er bare dine drillenisser’. Drillenisser er det, vi har valgt at kalde vreden.