Yoga i 40 graders varme – et års sved
Kan et år med intens yogatræning i 40 graders varme være gavnlig for sclerose? Det har Gustav Scavenius sat sig for at finde ud af. Og han er blevet bidt af træningen, som giver ham velvære – både fysisk og mentalt
Hos Bikram Yoga Copenhagen i Ryesgade på Nørrebro svedes der igennem. Her dyrkes der nemlig Bikram Yoga, som er yogaøvelser udført under 40 graders varme og 40 graders luftfugtighed. En af dem, der kommer og sveder flere gange om ugen, er 35-årige Gustav Scavenius, som i 2011 fik konstateret sclerose.
»Jeg får renset ud, jeg sveder, og mit tøj er som dyppet i en balje vand efter en time,« siger han. »Men det mentale fylder virkelig også meget. Jeg kan mærke forskel på, hvordan jeg har det, lige før jeg går ind til timen, og når jeg går ud. Jeg kan mærke, at det er godt psykisk for mig.«
Aftale om gratis medlemskab
Gustav Scavenius blev introduceret til Bikram Yoga af en kammerat, som underviste i yogastudiet på Nørrebro, og siden april har han dyrket Bikram Yoga fast 4-5 gange om ugen hos Bikram Yoga Copenhagen, som han har lavet en aftale med.
Trine Zafina Søndergaard, som er indehaver af Bikram Yoga Copenhagen, siger:
»Gustav og jeg mødte hinanden gennem en af Gustavs venner, som er instruktør hos os. Vi faldt i snak og diskuterede, om Bikram Yoga kunne være gavnligt for sclerose. Det vidste jeg ikke så meget om, så jeg sagde bare ’lad os dog prøve det!’«
Derfor har Gustav Scavenius fået et års gratis medlemskab, så de kan se, om den intense yogatræning har en gavnlig effekt på hans sclerose.
»Jeg håber at opnå, at jeg har det bedre, end da jeg startede. At sygdommen er i bero, og at jeg ikke har haft nogle attaks, når året er gået,« siger Gustav Scavenius, der håber at kunne se en forbedring, næste gang han skal til kontrolscanning på hospitalet.
Viljen er med
Trine Zafina Søndergaard fortæller, at der bliver lavet forsøg med Bikram Yoga over hele verden. Derfor syntes hun, det var interessant at se, om træningen kunne have nogen virkning.
»Jeg er altid frisk på projekter for at se, om der ikke kan skabes en forbindelse mellem yogaen og forbedring af helbredet,« siger hun. »Og så er Gustav en god klient, fordi han kommer rigtig meget. Der skal jo være en vilje fra elevens side til at ville det.«
Gustav Scavenius, som er uddannet skuespiller og pt. søger arbejde, fortæller, at han oftest tager formiddagsholdet klokken 9.30, som passer med, at han kan nå at aflevere sin syvårige søn om morgenen. Han synes ikke, det har været svært at holde disciplinen i forhold til at få trænet.
»Jeg blev egentlig ret hurtigt vedholdende. Jeg kunne mærke det helt inde i hjertet. Nu havde jeg endelig fundet der, hvor jeg er 100 procent tilfreds og glæder mig og er spændt.«
Mental træning
Til Bikram Yoga dyrker man ikke som sådan mantraer eller anden form for mentaltræning, men ifølge Trine Zafina Søndergaard er det noget, der følger med den krævende yogaform.
»Det er noget, der kommer, når man dyrker det, fordi yogaen er så hård. Det kræver meget mental træning at gennemføre 90 minutters Bikram Yoga, fordi det er super hårdt at være inde i det varme rum og svede og komme igennem timen.«
Og det er Gustav Scavenius enig i.
»Det er, hvad man selv gør det til. Man kan sagtens give efter og tage let på øvelserne, så det kræver, at man presser sig selv og siger: ’jeg kan godt komme lidt længere ned i det stræk eller gøre mig mere umage med vejrtrækningen’.«
Ifølge Gustav Scavenius er det især det mentale, der har gjort, at han er blevet bidt af Bikram Yoga.
»Jeg forestiller mig, at jeg tager min hjerne og lægger den til at sove, og så går jeg ind og dyrker yoga i halvanden time, hvor jeg ikke skal tænke på eller bekymre mig om noget,« siger han.
Derfor har han også tænkt sig at fortsætte den intense yogatræning.
»For mig handler det om at blive bevidst om, at jeg skal passe godt på min krop. Det er blevet ret indlysende for mig, at jeg skal være god ved min krop. Selvfølgelig skal jeg det – især også, når jeg har sclerose.«