»Yogaen holder mig i gang«

Af Camilla Mulvad Svensson

»I foråret 1996 begyndte jeg lige så stille at blive følelsesløs i mine ben. Over en måneds tid bevægede det sig helt op til min overkrop og tog til sidst over fra top til tå.« 

Sådan er begyndelsen på Garth McLeans historie med sclerose. Da han tog til neurolog blev han indlagt med det samme, og allerede efter to dages undersøgelser og tre MR-scanninger blev han diagnosticeret med attakvis sclerose.

Garth havde altid været meget aktiv og dyrkede blandt andet kampsport og spinning. Da han spurgte sin læge, om han stadig kunne dyrke sport på samme måde, fik han et klart nej.

»Det var vigtigt for min læge at understrege, at jeg skulle dyrke sport, som ikke overopheder min krop. Derfor foreslog han yoga og svømning. Jeg var ret skeptisk og besluttede mig for at prøve en spinningtime, hvor jeg virkelig svedte igennem. Da dagen var slut, kunne jeg ikke gå,« fortæller Garth. 

Tager ikke medicin

Garth er i dag 53 år og har sin base i Los Angeles, men han bruger meget af sin tid på at rejse rundt med yogakurser. Samtidig dyrker han selv yoga hver dag.

»Når jeg skal flyve langt, laver jeg også nogle øvelser, for det er vigtigt for mig at få bevæget musklerne og nerverne, når jeg skal sidde stille så længe ad gangen. Men jeg spørger nu altid personalet i flyet, om det er okay, så der ikke er nogen, der bliver bekymrede, hvis jeg står på hovedet eller laver noget, der ser mærkeligt ud,« griner han.

Derudover har Garth ikke taget medicin siden 2004. Han ville se, om han selv kunne prøve at styre sclerosens udvikling gennem sin yoga. Hans læge var ikke glad for idéen, men deres kompromis blev, at Garth skal have en MR-scanning en gang om året.

»Når jeg sammenligner den MR-scanning, jeg fik taget efter et attak i 2001, med den sidste jeg fik taget tilbage i december, kan jeg se, at læsionerne i min hjerne er blevet både færre og mindre. Det tror jeg er på grund af yogaen,« siger Garth.

En gang er ikke nok

Siden 2004 har Garth ikke dyrket andet end yoga og svømning. Han spiser sundt og passer på sig selv, for han ved, at det er det bedste for ham. 

»Jeg kan mærke det, hvis jeg springer over en enkelt dags yoga. Derfor holder jeg mig altid til ilden og siger til mig selv, at jeg da godt lige vil kunne tage et kvarters tid. Ofte ender det med, at jeg gør det i en del længere tid. Det er yogaen, der holder mig i gang,« fortæller Garth.

Det er vigtigt for Garth at understrege, at de positive effekter af yoga ikke kommer efter en enkelt yogatime eller to. Han har før set deltagere, der har været med på et kursus, og efter en halv time fortæller, at de stadig ikke kan mærke noget.

»Mine workshops skal ikke give en form for falsk håb, men nærmere realistiske forventninger. Man skal blive ved i en længere periode, og lige pludselig kommer den her følelse af, at yogaen hjælper på kroppen. For mig selv gik der to år,« forklarer Garth.

Vil hjælpe andre

Da Garth endelig mærkede de positive effekter, yogaen gav ham, besluttede han sig for at uddanne sig til yogainstruktør. Grunden til det var for ham meget simpel:

»Jeg ville hjælpe andre, og det vil jeg stadig den dag i dag. Jeg kan huske, hvor deprimeret jeg blev, da jeg fik min diagnose, og hvor fantastisk jeg havde det i min egen krop, da effekten for alvor slog igennem,« siger Garth.

Han forklarer, at det, yoga kan, er at få energien og livskraften rundt i hele kroppen. Det hjælper med at ændre ens fokus på den måde, man ser livet på.

»Jeg prøver altid at fokusere på de ting, jeg kan, frem for det jeg ikke kan. Sådan er det også i yoga. Hvis man har problemer med en bestemt øvelse, fordi man for eksempel sidder i kørestol, handler det om at finde en anden måde at komme ind i øvelsen på,« fortæller Garth.

Også for folk i kørestole

Derfor går Garth altid ud fra det udgangspunkt, man selv har. Det gode ved Iyengar yoga, som er det, Garth dyrker og underviser i, er, at der bliver brugt redskaber, som kan være nyttige, når der kommer en, der for eksempel sidder i kørestol.

»Vi kan bruge alt. Borde, stole, vægge, reb og alt muligt andet. Det er alt sammen redskaber, som kan hjælpe deltagerne ind i nogle af øvelserne, og som kan sørge for, at de får det samme ud af det,« siger han. 

Han uddyber, at det ofte handler om at ændre sin indstilling lidt. Det kan godt være, at man ikke kan komme ind i en perfekt øvelse, og at man måske aldrig når dertil. Men man kan altid arbejde sig frem mod det. 

Mod og forsigtighed 

»Det hele handler om en form for balance mellem mod og forsigtighed. Det er lidt som en kunstner, der strækker sit lærred. Hvis det bliver strakt for meget, går det i stykker. Sådan er det også, når man arbejder med kroppen. Man skal huske at mærke efter, for hvis man bliver for modig, kan det godt gå galt,« fortæller Garth. 

Samtidig er det vigtigt at huske på, at yogaen også godt må være sjovt, selvom der ikke er noget sjovt ved at have en sygdom som sclerose.

»Det er en seriøs sygdom, og yoga er da også et seriøst emne. Men det er også tilladt at have det sjovt, for ellers bliver det hele alt for seriøst. Yogaen bringer tit glæde ind i folks liv, og der kommer mod og forsigtighed jo også ind. Man skal gå en balancegang hele tiden, og det er især vigtigt, når man har sclerose,« slutter Garth.