YOU RUN gav ny indsamlingsrekord
Forårets udgave af velgørenhedsløbet YOU RUN blev en stor succes. Takket være Scleroseforeningens mange fantastiske deltagere, som enten gik eller løb ruten rundt om Københavns Havn, blev der indsamlet ikke mindre end 194.667 kroner til forskning i sclerose.

Solen skinnede smukt over Københavns Havn og Den Sorte Diamant, da årets YOU RUN blev skudt i gang. I alt gik og løb 125 ildsjæle den solrige formiddag i slutningen af april til fordel for Scleroseforeningen.
Blandt deltagerne var Lars Hendriksen, som var den løber i hele YOU RUN-feltet, der samlede allerflest penge ind. Lars rundede på dagen fantastisk flotte 53.000 kroner, som er ny rekord. Lars’ søster har sclerose og var med til at klappe ham i mål efter løbeturen på 10 kilometer.
12-årige Melanie Wolfbrandt, hvis mor har sclerose, løb også med på YOU RUN. I selskab med sin bedstefar og i imponerende stil løb hun også turen rundt om Københavns Inderhavn og samlede i alt mere end 15.600 kroner ind til forskning i sclerose.
De mange deltagere, som løb og gik til fordel for Scleroseforeningen, gjorde igen i år en kæmpe indsats for en verden uden sclerose. Takket være jer har vi både samlet penge ind til forskning og endnu en gang skabt vigtig opmærksomhed om sclerose. Jeres støtte betyder en verden til forskel for de mange mennesker, som lever med sclerose tæt inde på livet hver eneste dag.
Tusind tak til alle jer, der stillede op, og ikke mindst jeres venner og familie, som heppede og klappede fra sidelinjen.
YOU RUN 2018 i tal
125 deltagere løb eller gik for Scleroseforeningen.
194.667 kroner blev samlet ind til forskning i sclerose.