Zenia løber for livet

Det var langt fra den start på livet, Zenia havde drømt om at give sin nyfødte pige. Da hendes datter Zia var bare fire måneder fik Zenia et attak, der gjorde hende ude af stand til at røre sig. Hun havde føleforstyrrelser i hele kroppen og måtte have hjælp til alt.

”Det var et hårdt slag for mig, at jeg slet intet kunne. Jeg kunne hverken tage vare på mig selv eller min datter. Jeg kunne ikke mærke, om min lille pige var kold eller varm, og jeg kunne ikke give hende mad,” husker Zenia om månederne efter det første attak. 

Zenia fik stillet diagnosen attakvis sclerose i starten af 2017, og her fortalte lægerne hende, at hun sandsynligvis har haft sygdommen i op mod 20 år.

”Når jeg tænker tilbage, kan jeg sagtens huske perioder med lammelser og føleforstyrrelser uden nogen ordentlig forklaring. Det er hårdt at tænke på, at sygdommen har fået lov til at udvikle sig i min krop i så mange år, før jeg endelig fik konstateret sclerose,” fortæller hun.

Den indre løvinde 

For Zenia blev rollen som mor måske anderledes, end hun havde forestillet sig, men den gav hende samtidig en enorm styrke og vilje til at kæmpe imod den sygdom, der havde frataget hende førligheden.

”At blive mor har vækket min indre løvinde. Jeg kæmper lige så meget for min datter, som for mig selv, og det er ekstremt vigtigt for mig, at hun er stolt af mig. Hun skal vide, at jeg gør alt, hvad jeg kan for at holde mig stærk og for at være et godt forbillede for hende,” siger Zenia om rollen som mor.

”Babyjoggeren blev min redning”

Da Zenia fik sit første attak i 2017, blev hun lammet fra halsen og ned. Det varede ved i to måneder, men langsomt fik hun kæmpet sig på benene igen og vaklede sin første tur med sin datter i babyjoggeren. Den første, forsigtige gåtur blev i løbet af de næste måneder til flere hundrede kilometers gang, indtil Zenia endelig havde mod på at løbe sin første tur. Og den løbetur blev et vendepunkt for hende.

”Jeg fik det fantastisk af at løbe. Det gav mig et frirum, hvor jeg for en stund ikke kunne mærke sygdommen krible og krable rundt om på min krop. Og det gav mig mod og styrke til at kæmpe imod sygdommen – jeg kunne mærke, hvordan jeg virkelig slog tilbage lige der, hvor den ellers havde ram på mig, ” forklarer hun om de mange ture med Zia i babyjoggeren.

Siden da har Zenia deltaget i et hav af løb rundt om i hele Danmark for at holde sygdommen i skak. Zenias kæreste, Kasper, og deres lille datter på godt to år støtter trofast hendes kamp og hepper ved hvert løb deres favoritfighter over målstregen. Og hver eneste medalje har hun foræret til sin datter.

Løb nr. 100 venter forude

For Zenia er der to ting, der tæller: Familielivet med Kasper og Zia – og så de lange løbeture. Og netop løbeturene tænker hun meget over at nyde, mens hun kan.

”Jeg føler hele tiden, at jeg har travlt, for jeg ved, at det lige pludselig kan være slut med at løbe. Selvom jeg løber hundredvis af kilometer og mærker, hvordan det lægger en dæmper på mine symptomer, så har jeg alligevel fået et nyt attak, som giver mig delvise lammelser. Jeg kan altså ikke holde sygdommen helt på afstand, og jeg ved derfor ikke, hvor længe jeg kan blive ved,” forklarer hun om de tanker, der holder hende i gang - helt oppe i det høje tempo.

Til marts løber Zenia sin halvmarathon nr. 100, og det bliver nærmest på to-års dagen for hendes diagnose. Løbet finder sted i Korsør, og her skal hun hyldes og heppes i mål af de mange venner og støtter, hun har fået gennem sine løb.

”Når jeg deltager i et løb, møder jeg altid nogen, der har fulgt min kamp tilbage til førligheden. De mange high-fives, skulderklap og anerkendende ord betyder virkelig meget for mig. Det er med til at gøre mig stærk, det viser mig, hvor meget jeg faktisk har udrettet, og at jeg inspirerer andre. Det gør mig glad og hjælper mig til at se min situation i et positivt lys.”

Når startskuddet for Scleroseforeningens eget 100-kilometers løb MS RUN lyder i Aarhus den 30. marts, er Zenia også klar til start.