ZUSA er samarbejde
Dokumentarist Tao Nørager har fulgt Anders Thordal med sit kamera i to år. På grund af sclerose har Anders brug for hjælp til det meste. Det afholder ham dog ikke fra at lave kunst i Københavns gader og stræder
Hvad enten man løber ved søerne, cykler i København eller sidder fast i myldretiden på Jagtvej, får man øje på ZUSA. Fire farvestrålende bogstaver. I dokumentarfilmen ZUSA STREET viser instruktør Tao Nørager, hvem der står bag.
Anders Thordal var i midtfirserne en af de helt store pionerer inden for graffitikultur i Danmark. I 1996 ændres hans liv radikalt, da han får konstateret sclerose. I dag 18 år efter, laver Anders streetart under pseudonymet ZUSA. Og selv om han er bundet til sin kørestol og er afhængig af hjælpere i stort set alle sine vågne timer, har han en ukuelig vilje til at leve, skabe og dyrke kunsten på trods af en sygdom, der dagligt minder om, at tiden er dyrebar.
ZUSA: kunst og sclerose
ZUSA er en forkortelse af det tyske ord zusammen, som betyder sammen eller tilsammen. Ofte brugt som ’sammen kan vi alt’. Anders har brug for sine hjælpere. Et samarbejde, der er forudsætning for, at han kan producere sin kunst.
Dokumentaristen Tao Nørager tog jobbet som personlig hjælper for at følge sit graffiti-idol med kameraet helt tæt på. Det blev til to år. ZUSA STREET er en dokumentarfilm, som tager os med til kendte og ukendte steder. Vi ser, hvordan Anders mod alle odds fokuserer på kreativiteten, vi ser, hvordan et værk bliver til, og vi følger med ham til et hospital i Belgien, hvor han kan få udført en operation, som måske kan give ham mere energi og livskvalitet, men som endnu ikke er godkendt i Danmark.
Kunst, sclerose, viljestyrke, streetart og dansk graffitihistorie er nøgleordene for denne film.