Sclerosehospitalerne indlægger igen efter corona-nedlukning
Sclerosehospitalerne indlægger patienter til et-uges forløb fra mandag den 3. august 2020, og vi håber, at vi kan fortsætte med at give dette tilbud om sclerose-specialiseret rehabilitering i resten af 2020. For mange vil en uge ikke være tilstrækkeligt ift. deres behov pga. sclerosen, men det er det bedste, vi kan gøre på nuværende tidspunkt ift. den usikkerhed, corona-pandemien har medført. Corona har stadig stor indflydelse på samfundet generelt og på os, og vi åbner derfor med stor forsigtighed.
Alle patienter, der indlægges, er covid-testede, før de kommer, og de vil opleve, at vi har indrettet sclerosehospitalet, så alle kan overholde en sikker afstand på 1½-2 meter, og i det hele taget kunne følge de gældende retningslinjer for at undgå smittespredning.
Da kontaktsmitten i samfundet er stigende, vil Sclerosehospitalerne af hensyn til patienter og medarbejderes sikkerhed bede de pårørende om at blive udendørs i forbindelse med ankomst og eventuelle besøg: Dog vil vi den sidste dag invitere pårørende med til en samtale, på patientens værelse, for at planlægge rehabilitering/sundhedsfremme i tiden efter indlæggelsen.
Vi håber, at vi snart kan give pårørende et mere omfattende tilbud, men lige nu er det desværre ikke muligt pga. smitterisikoen. I stedet benytter vi os af telefon- og skærmkontakt.