Gå til hovedindhold

Udlånte kolleger vender hjem

9. februar 2022
Kort fortalt

I ni uger har fem kolleger fra Sclerosehospitalet i Haslev været udlånt til en corona-beredskabsafdeling på Epilepsihospitalet i Region Sjælland. Mandag vendte de alle hjem igen.

For at frigive plads til medicinske patienter på Regionen Sjællands corona-pressede sygehuse, blev der oprettet en beredskabsafdeling på Epilepsihospitalet Filadelfias, som led i regionens corona-beredskab.

Som en del af beredskabsplanen stillede Sclerosehospitalet i Haslev en håndfuld medarbejdere til rådighed for den særlige afdeling. De fem medarbejdere – sygeplejerskerne Maria Larsen og Mette Månsson og social- og sundhedsassistenterne Kajsa Rasmussen, Jane Sørensen og Jette Larsen – vender nu hjem til Haslev efter at have stillet deres faglighed til rådighed siden starten af december 2021.

”Vi har primært behandlet medicinske patienter, som var færdigbehandlede, men manglede nogle dages IV-behandling eller genoptræning, inden de kunne komme hjem og klare sig selv”, fortæller social- og sundhedsassistent Jette Larsen, som har nydt at kunne bidrage med sine mere end 20 års erfaring fra Sclerosehospitalet i Haslev.

Også sygeplejerske Maria Larsen, der de sidste fire år har arbejdet med fysisk rehabilitering og inkontinens på Sclerosehospitalet i Haslev, oplevede, at hendes erfaring gav hende en særlig faglig ballast, som kom patienterne på beredskabsafdelingen til gode.

”Nogle af Epilepsihospitalets medarbejdere har ikke så meget rutine med plejekrævende patienter og medicin. Det har vi fra Haslev. Vi er vant til at arbejde helhedsorienteret med både fysiske og psykiske udfordringer, og de erfaringer har vi kunnet bruge i arbejdet med patienterne på beredskabsafdelingen”, fortæller sygeplejersken.

Velkommen hjem til højt specialiseret personale

Selv om de fem kolleger har været begejstrede for at kunne hjælpe, er kollegerne og direktøren på Sclerosehospitalet, Merete Stubkjær Christensen, alle glade for at have de fem kolleger hjemme igen:

”De er jo rigtig dygtige alle sammen, så vi har naturligvis savnet dem i behandlingen og rehabiliteringen af vores patienter med sclerose – både dem, vi behandler ambulant og dem, som er indlagt. Det er mennesker, som virkelig har brug for både akut og langvarig specialiseret behandling. Så der er hårdt brug for dem her.”

Sclerosehospitalernes bestyrelsesformand, Klaus Høm, glæder sig også over, at personalet atter er tilbage i Haslev. Samtidig takker han dem for deres indsats for at aflaste det hårdt pressede sygehusvæsen i Region Sjælland:

”Det glæder mig, at vores dygtige medarbejdere har haft lyst til at aflaste de hårdt pressede sygehuse, så de har kunnet prioritere de hårdest ramte patienter. Det skylder vi dem en overordentlig stor tak for. Jeg hører ovenikøbet, at de får ros med hjem. Det gør mig utrolig stolt. Tak!”

 

"Vi er vant til at arbejde helhedsorienteret med både fysiske og psykiske udfordringer, og de erfaringer har vi kunnet bruge i arbejdet med patienterne på beredskabsafdelingen"

Maria Larsen

Sygeplejerske

Der er ingen kommentar endnu