Gå til hovedindhold

Pårørende tilbud på førstegangsforløbet

Kort fortalt

På forløbet er der tilrettelagt et særligt program for pårørende på udskrivningsdagen.

Programmet indeholder viden om indholdet på forløbet og undervisning med fokus på det at være pårørende. Der er program fra ca. kl. 09.00 til kl. 14.30. 

Hør Nicklas fortælle om pårørende programmet

I slutningen af maj var Nicklas' kæreste, Camilla, på Sclerosehospitalet i Haslev. Hør Nicklas fortælle om, hvad forløbet og hans besøg på hospitalet vil betyde for ham og Camilla.

Et særligt program for pårørende

På udskrivningsdagen inviteres pårørende til at deltage. Her gives informationer om indholdet i de undervisnings- og gruppeforløb, som den indlagte har deltaget i under forløbet. Desuden mødes pårørende og patienter med psykolog omkring emnet "partnerskaber".

 

Samarbejdet er vigtigt for udbyttet

Samarbejdet med dine pårørende er af stor vigtighed for rehabiliteringsprocessen. Rehabilitering tager sigte på, at du får så godt et hverdagsliv som muligt med de ressourcer og udfordringer, du nu måtte have.

Andre personer indgår ofte i hverdagslivet. Sclerosehospitalerne inviterer derfor dine nærmeste pårørende til at indgå i rehabiliteringen.

Pårørende kan være din partner, børn over 18 år, familiemedlemmer og/eller venner - mennesker, som er dig nære. 

Pårørende har mange roller. Der kan være forventninger til, at

  • de støtter den, der har sclerose
  • de hjælper til med eller klarer nogle praktiske ting i hverdagen
  • de finder plads til sig selv og andre vigtige mennesker i deres liv.

Mennesket med sclerose er påvirket af sygdommen og/eller tanker om, hvad den kan indebære. Pårørende er ikke påvirkede på samme måde, men de er også påvirkede af, at sclerose er kommet ind i deres liv.

Ligesom det for personen med sclerose er frugtbart at få viden om og strategier til livet med sclerose, så har pårørende ofte brug for tilsvarende viden og strategier til at være en god pårørende med skyldigt hensyn til ens andre opgaver i hverdagen og livet.
 

Flere måder at blive inddraget på

På Sclerosehospitalet kan pårørende inddrages på forskellige måder, fx ved at:

  • De deltager undervejs fx ved indlæggelsessamtalen
  • De deltager ambulant enten på hospitalet eller i hjemmet
  • De kommer på besøg aften eller weekend – her er børn også velkomne.
  • De deltager i pårørende programmet

Læs mere om mulighederne for pårørende