Gå til hovedindhold

Derfor skal du skrive testamente

Kort fortalt

Du skal skrive testamente, hvis du selv bestemme, hvad der skal ske med dine værdier, når du dør. Når du opretter et testamente, kan du nemlig selv have indflydelse på, hvordan din arv fordeles – ellers er det arveloven alene, der bestemmer, hvordan din arv bliver fordelt. 

Testamente, hvis I er gift, men ikke har børn:

Når I er gift, er I som udgangspunkt fælles om at eje jeres formue, og jeres formue skal derfor deles ligeligt. Har I ingen børn, hverken sammen eller fra tidligere forhold, går din andel af jeres formue automatisk til din ægtefælle, når du går bort. Din ægtefælle skal ikke betale boafgift til staten. Når din ægtefælle en dag også er borte, skal arven igen fordeles.

Hvis du og din ægtefælle sammen vil have indflydelse på, hvordan formuen skal fordeles, når I begge er borte, skal I oprette et testamente.

Testamente, hvis I er gift og har børn sammen:

Er I gift og har børn sammen, er det også en god ide at få lavet et testamente. Fordi I er gift, skal din del af jeres formue deles mellem din ægtefælle og jeres børn. Din ægtefælle arver halvdelen, og den anden halvdel fordeles ligeligt mellem jeres børn. Det kan måske betyde, at din ægtefælle ikke har råd til at blive boende i jeres fælles bolig. Det er derfor en god ide at sikre hinanden igennem et testamente, således at den efterladte ægtefælle kan beholde jeres fælles hjem.

Testamente, hvis I bor sammen, men ikke er gift og ikke har børn:

Hvis du og din partner lever sammen, men aldrig er blevet gift og ikke har børn, så arver din partner intet af din formue, når du går bort. Det gælder uanset, hvor længe, I har boet sammen. Det er dine forældre, som arver hele din formue, når du går bort. Hvis de ikke længere lever, er det dine søskende, som arver din formue. 

Testamente, hvis I bor sammen og har børn:

Hvis du og din samlever har børn, men I ikke er gift, arver børnene automatisk alt, når du går bort. Din partner arver intet, og han/hun risikerer derfor at skulle sælge jeres fælles hjem for at kunne give arven til jeres fælles børn. Derfor er det en rigtig god ide at oprette testamente, så I begge er sikret efter en af jer er gået bort.

Hvis I barn/børn med fra tidligere forhold, arver dit biologiske barn hele din formue, når du går bort. Din partner og/eller dit stedbarnbørn arver intet. Det kan også her betyde, at din partner skal sælge jeres fælles bolig, for at dit barn kan få sin arv, hvis I ikke har sikret jer mod dette i jeres testamente.

Testamente, hvis du er single og ikke har børn:

Er du single uden børn, har du ingen direkte arvinger. Det betyder, at når du går bort, er det dine forældre, der arver din formue. Hvis de ikke længere er her, er det dine søskende, som arver formuen.  Har du et ønske om, at din arv skal gå til en vigtig sag eller en bestemt forening - som f.eks. kampen mod sclerose, kan du bestemme det ved hjælp af et testamente.

Testamente, hvis du er single og har børn:

Som single med børn vil dine børn automatisk arve alt, når du går bort. Hvis du ønsker at fordele arven anderledes, kan du gøre det med et testamente. Du kan også gøre arven til dine børns særeje, så de ikke skal dele det med en ægtefælle, hvis de skal skilles.