Stor undersøgelse om livsvilkår for mennesker med sclerose er i gang
Fra d. 12. oktober og ca. 6 uger frem ringer vi rundt til omkring 800 medlemmer for at få en status på livet med sclerose. Resultaterne fra undersøgelsen skal først og fremmest bruges til at kæmpe for bedre forhold for mennesker med sclerose.

Vi kæmper for at sikre de bedst mulige forhold for mennesker med sclerose. For at stå stærkt i kampen har vi brug for viden og fakta om livsvilkårene for mennesker med sclerose i Danmark. Denne viden kan vi kun få fra dem, som lever med sygdommen. Derfor vil mange medlemmer i den kommende tid blive ringet op af foreningen og bedt om at hjælpe os ved at deltage i en undersøgelse.
Livsvilkår
Livsvilkårundersøgelsen bliver gentaget med nogle års mellemrum, så vi kan følge udviklingen og tage fat i emner, hvor vi kan se, det går den forkerte vej.
Undersøgelsen foregår via et telefoninterview, hvor vi spørger ind til for eksempel familieforhold, arbejdsforhold, samt sociale og helbredsmæssige forhold.
Multisygdom
I undersøgelsen er der desuden indlejret et forskningsprojekt, hvor vi skal blive meget klogere på et emne, vi ved for lidt om, nemlig multisygdom. Vi skal undersøge, hvor mange mennesker med sclerose, der samtidig lever med andre kroniske eller længerevarende sygdomme, og hvilke sygdomme det drejer sig om.
Du kan blive ringet op
Hvis du bliver ringet op, håber vi, at du vil bruge ca. 30 minutter på at hjælpe os med at blive klogere, så vi kan hjælpe alle med sclerose bedst muligt.