Styrketræning og neuroprotektion hos ældre personer med multipel sklerose
På denne side kan du læse om et projekt, der har fokus på at sænke nedgangen i kognitiv funktionsniveau gennem træning.
Emneområde: Rehabilitering
Formål
Multipel sklerose (MS) kombineret med aldring (≥ 60 år) vil antageligt accelerere tabet af hjernens størrelse, hvormed kognitiv og fysisk funktion reduceres! Vi ønsker at undersøge hvorvidt 20 ugers power træning (= styrketræning med høj belastning og hurtige bevægelser) kan beskytte mod tabet af hjernens størrelse samt nedgangen i kognitiv og fysisk funktion hos ældre med progressiv (MS). På trods af at 1/3 af alle sklerose patienter er ≥ 60 år, er der meget lidt fokus på denne gruppe rent forskningsmæssigt. Vi vil gerne ændre på dette, og igennem projektet vise at power træning er et tiltag der kan hjælpe med at bevare kognitiv og fysisk funktion samt livskvalitet bedst muligt.
Mød forskeren
Lars Hvid

Hvad driver dig personligt i dit arbejde med MS-forskning?
Jeg finder utrolig stor motivation ved at arbejde/forske indenfor et felt hvor det primære handler om at forbedre folks liv. Når fysisk træning (kondition, styrke, balance) udføres korrekt, er det klart det mest effektive tiltag i forhold til at forbedre/bevare fysisk funktion. Derudover har fysisk træning antageligt også positiv effekt på kognitiv funktion såvel som på hjernens størrelse og funktion (= sygdomsudviklingen bremses). Det er berigende at være en del af et forskningsområde der bevæger sig i den rigtige retning, dvs. hen imod studier med fysisk træning der er af samme omfang som medicinske studier (måneder-års varighed, 100+ deltagere).
Lars Hvid
ph.d.
Hvilken betydning har det for din forskning at projektet har modtaget midler fra Scleroseforeningen?
Som ung forsker er det altafgørende at få økonomisk støtte til forskningsprojekter, og i den henseende er det specielt dejligt at vide at Scleroseforeningen har fundet ens projekt støtteværdigt. Støtten herfra er en form for ’blåstempling’, der kan være med til at åbne op for at andre fonde ligeledes støtter. Vi håber derfor at kunne få samlet de sidste midler snarest, således at det fulde projekt kan påbegyndes.
Lars Hvid
Ph.d.
Kontakt på projektet
Tobias Gæmelke
(+45) 28 26 45 08
gaemelke@ph.au.dk
Kort rapport
- Styrketræning og neuroprotektion hos ældre personer med multipel sklerose.pdf Lægmandsrapport 2020