Formål

Vores fokus er at undersøge hvorfor cellerne fra immunsystemet hos patienter med multipel sklerose angriber kroppens egne celler i centralnervesystemet og dermed forårsager sygdommen. Dette gør vi ved en detaljeret karakterisering af de specielle molekyler, der er på overfladen af hvide blodlegemer, dels i blodet, dels i rygmarvsvæsken. Ligeledes undersøger vi, hvilke signal-molekyler, cellerne sender til hinanden, og som er årsag til at cellerne fra blodet krydser blod-hjerne barrieren.
Vi analyserer også, hvordan udtrykket af overflade-molekyler og signal-molekyler reguleres inde i den enkelte celle. 

På den baggrund kan vi forhåbentlig blive endnu bedre til at stille diagnosen på et tidligt stadie, samt måle, om den medicin patienten får, rent faktisk virker. Vores projekt giver os også mulighed for at identificere nye måder at behandle patienter med multipel sklerose. Dette understøttes af, at vi kan koble en detaljeret beskrivelse af patienternes sygdomshistorie med de omtalte analyser og derved identificere præcist hvilke celler og hvilke molekyler, der er involveret i sygdommen.

Mød forskeren: Mikkel C. Gjelstrup

Hvad driver dig personligt i dit arbejde med MS-forskning?

Det driver mig personligt, at have muligheden for gøre en forskel. At kunne bidrage til en bedre forståelse af sygdommens mange facetter, som i sidste ende kommer patienterne til gode. Det driver mig endvidere at se hvor nysgerrige patienterne er og hvor villige de er til at deltage i projektet. Det viser for mig at vi har et stort potentiale. 

Hvilken betydning har det for din forskning at projektet har modtaget midler fra Scleroseforeningen?

Det betyder utrolig meget at Scleroseforeningen støtter vores projekt. Det er en stor støtte, anerkendelse og opmuntring for det fortsatte videnskabelige arbejde. Det giver desuden mulighed for at udføre de spændende og ny-tænkende analyser der kan skabe resultater med potentiale for forbedret diagnostik og behandling. 

Om projektet

Støtte modtaget fra Scleroseforeningen

2015: 287 000 kr.

2016: 390 000 kr.

2017: 250 000 kr.

Projektperiode

2016 – 2018

Projektets nøgleord

  • Immunologi