Gå til hovedindhold

Frivillig for børn og unge som pårørende

Kort fortalt

Sclerose er en sygdom, der rammer hele familien, og i Scleroseforeningen har vi også tilbud til de børn og unge, der vokser op med en forælder med sclerose. Her på siden kan du læse mere om, hvordan du kan være med til at skabe uforglemmelige oplevelser for børn og unge som pårørende.  

Bliv frivillig husleder på Børnecamp

To piger griner, mens de laver et naturvidenskabeligt eksperiment med en flaske
På Børnecamp får børn, der er vokset op i familier med sclerose en unik mulighed for at spejle sig i hinanden og danne venskaber for livet. Foto: Mikkel Weje

Hvad er børnecamp? 

Scleroseforeningens børnecamp er en årlig sommercamp i Dronningens Ferieby i Grenaa, hvor børn i alderen 11-14 år, der har en forælder med sclerose, kan møde hinanden og have en sjov sommeruge med masser af aktiviteter og tid til fordybelse. Ligeså snart at programmet for årets børnecamp er klar, udgiver vi det her på siden.

Hvornår foregår det?

Børnecamp foregår mandag-fredag i uge 26 i Dronningens Ferieby i Grenaa.  

Hvad skal man som husleder?

Som husleder er du den voksne i et af feriehusene. Du har det primære ansvar for den gruppe børn, der bor i dit hus. Det betyder at du både fungerer som den trygge voksne men også, at du har styr på det praktiske som at børnene kommer i seng, får børstet tænder og er klar til dagens aktiviteter. I løbet af dagen er det "fun-team", som står for aktiviteterne, og vi andre hjælper til. Maden spiser vi sammen i fælleshuset. 

Det vigtigste krav til dig for at komme med som husleder er, at du synes det er sjovt at være sammen med børn, og at du gerne vil gøre en forskel for de børn, vi har med. Derudover skal du selvfølgelig have tid mandag-fredag i uge 26.  

Hvordan melder jeg mig som frivillig?

Kontakt Annette på aje@scleroseforeningen.dk eller tlf. 24990155 og hør mere om vores næste Børnecamp. 

På campen får børnene mulighed for at møde andre børn, der også har sclerose, som en del af hverdagen: Børn, som har familier, der ligner deres egne. Det betyder utrolig meget, og de kommer hjem med en oplevelse af ikke at være alene.

Nadia Buchard

Rådgivningschef i Scleroseforeningen

Bliv frivillig Ungeambassadør

 

Hvad laver en Ungeambassadør?

Som Ungeambassadør leder du vores Hangouts sammen med en anden Ungeambassadør. Derfor gennemgår alle kommende Ungeambassadører et to dages kursus i onlinegruppeledelse. På kurset bliver du undervist i:

  • Gruppedannelse og Gruppedynamik 
  • Ledelse og samledelse af grupper og online-grupper for unge pårørende

Uddannelsesdagene er første weekend i marts. 

Mød vores ungeambassadører her

Er der nogen krav for at blive Ungeambassadør?

Ja, for at du kan blive Ungeambassadør skal du selv have deltaget på et Hangout og have lyst til at give den oplevelse videre til andre unge pårørende. Har du endnu ikke selv deltaget i et Hangout, så læs mere om tilbuddet her.

Hvor kan jeg få mere information? 

Der afholdes informationsmøde via teams 10. januar 2023 kl. 16-18. Tilmeld dig ved at kontakte Annette på aje@scleroseforeningen.dk eller 24 99 01 55.

Jeg efterspurgte et tilbud, hvor jeg kunne snakke med andre, som var på min egen alder og i samme båd som mig. Det er ikke helt det samme at snakke med sine venner fra gymnasiet, fordi de kender ikke rigtig til sygdommen. Personerne til et Hangout forstår det bare på en anden måde.

Mathias, 19 år

Har en mor med sclerose