Gå til hovedindhold

Sammen digitalt

Kort fortalt

Vi guider til, hvordan I kan bruge digitale løsninger, når I skal være sammen digitalt til møder og online aktiviteter i lokalafdelingerne. 

Online aktiviteter

Der er mange muligheder for online aktiviteter. Den digitale løsning kan være den samme, hvad enten du vælger at holde et cafemøde eller online banko. Prøv dig frem og find ud af, hvad medlemmerne godt kan lide at deltage i online. 
> Inspiration til online aktiviteter

MS Teams, Facebook eller Instagram

Til digitale aktiviteter kan du bruge enten Ms Teams eller Facebook. Husk altid, at det er godt med en vært, som byder velkommen og sætter rammen for aktiviteten. Instagram kan du bruge til at dele store og små øjeblikke fra hverdagen.

Kontakt en online agent

Vi har fem online agenter, som er klar til at hjælpe dig med at lave digitale aktiviteter. Alle agenter er frivillige i Scleroseforeningen og kender alt til det frivillige liv i lokalafdelingerne. De hjælper alle lokalafdelinger, uanset hvorfra de bliver kontaktet. Send en mail til den agent, som du gerne vil i kontakt med. Hvis du tænker, at det også er noget for dig at hjælpe lokalafdelingerne med deres online aktiviteter, så kontakt os på 36463646 eller Anders Reitov på are@scleroseforeningen.dk.

    Online agenter

  • Bjarne Mortensen

    Lokalafdelingen Ringkøbing-Skjern
    E-mail: webmaster@sclerose-rksk.dk

    Bjarne har leget med computere, siden Commodore 64 kom på markedet. Hans motto er: ”Der kommer en dag igen i morgen”. Bjarnes viden spænder bredt, når det handler om IT, så han kan hjælpe med stort set alt – derfor har han også meldt sig som online agent. De seneste mange år har han arbejdet som lokomotivfører, indtil han gik på førtidspension i 2017. Bjarne har selv sclerose. Udover sin store interesse for computere, reparerer og istandsætter han også motorcykler. I de sidste ni år har han været frivillig i Scleroseforeningen som webmaster i Ringkøbing-Skjern lokalafdeling. 

  • Carsten Bech

    Lokalafdeling Silkeborg
    E-mail: cabe49@gmail.com

    Carsten har arbejdet med IT i rigtig mange år. I dag er han pensionist. Hans motto kan forkortes til ”KISS” – Keep It Simple, Stupid. Carsten har meldt sig som online agent, fordi IT er hans boldgade. I sin hverdag nyder Carsten livet, naturen i Silkeborg, børnebørnene og vennerne. Han har en bred viden om IT og kan derfor hjælpe med alt. Carsten har haft sclerose siden 1991. Han er nyvalgt til bestyrelsen i Silkeborg og er derfor lige startet på sit frivillige liv i Scleroseforeningen.

  • Hans Pinderup

    Lokalafdeling Ringkøbing-Skjern
    E-mail: formand@sclerose-rksk.dk

    Hans brænder for at hjælpe andre mennesker – også med IT. Derfor har han valgt at blive online agent. I regi af kommunen underviser han også pensionister i at bruge PC. Hans sidste job var som Materialeassistent ved Hjemmeværnet. Hans motto er ”Lev medens du gør det”. Og det gør Hans. Han har i mange år arbejdet frivilligt både i Scleroseforeningen og i flere forskellige udvalg i kommunen. Hans har selv sclerose, og han er formand for Ringkøbing-Skjern lokalafdeling. 

  • Henriette Jepsen

    Lokalafdeling Dragør-Tårnby
    E-mail: krammebamse@kabelmail.dk

    Henriette arbejder på det lokale jobcenter, hvor hun underviser de ansatte i kommunens IT-systemer. Ved siden af sit arbejde læser hun digitale-forandringsprocesser på Københavns Professionshøjskole. Hendes motivation som online agent er at gøre en forskel for andre. Henriettes motto er: ”Jeg kan, jeg vil, jeg gør”. Hun har været frivillig i Scleroseforeningen i de sidste seks år. Hun har selv sclerose. Henriette nyder at dyrke sine kreative sider med at bage, lave bolsjer, stearinlys, brodere, og så hygger hun selvfølgelig også med sin familie. 

  • Jes Manniche

    Jes er hjemvant på de sociale medier. Til dagligt arbejder Jes hos Plutonic Media, som er et digitalt marketingsbureau, hvor han har ansvaret for afdelingen for sociale medier. Han hjælper bl.a. virksomheder med strategisk udvikling af deres digitale aktiviteter. Derudover står han også for udvikling og tilretning af hjemmesider. Jes’ motto stammer fra sangklassikeren ‘Don’t Worry Be Happy’, hvor denne frase har inspireret ham: ’In every life we have some trouble, but when you worry you make it double’.  Jes bruger blandt andet sin fritid på guitarspil, men nyder også tiden med familie og venner. Jes har ikke selv sclerose, men han kender særdeles godt til sygdommen fra et nært familiemedlem.

  • Trine Frøstrup

    Lokalafdeling Aarhus
    E-mail: trine.kysfarvel@gmail.com

    Trine har tidligere arbejdet med datakonvertering i forhold til integration og udfasning af IT-systemer og været superbruger på en række IT-systemer. Trine ved, hvad der skal til for at formidle det nødvendige til den enkelte. Trines motto er: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Som online agent kan hun bidrage med lidt af det hele, og Trine er god til at finde løsninger. Hun har været frivillig i mange år, og er i dag formand for lokalafdeling Aarhus-Favrskov-Skanderborg. Hun er frivillig, fordi hun ikke kan lade være. Trine har selv sclerose. Hun nyder at tilbringe tid sammen med familien. 

Vil du vide mere?

Har du idéer eller spørgsmål til digtale aktiviteter, kan du kontakte organisationskonsulent  Anders Reitov på are@scleroseforeningen.dk.

Se også