Gå til hovedindhold

Camp Outdoor

Kort fortalt

Camp Outdoor er for dig, der trodser livet med sclerose og ikke er bange for udfordringer med at være aktiv i naturen i et Outdoor-race, hvor der er chancer for mudder og vand i skoene og røg fra bålet i håret.

Camp Outdoor er for dig med sclerose, der er selvhjulpen, og som minimum kan gå (måske småløbe) mindst 1000 meter ad gangen uden store problemer og uden hjælpemidler (brug af stok til balance er ok).Husk vi skal færdes i naturen, så kørestol og rollator er desværre ikke en mulighed at bruge.

Kom med og få nogle fantastiske naturoplevelser i det Midtjyske, hvor et garvet hold af arrangører vil sørge for en givende weekend i de smukke omgivelser.

 

Årets tema

Vi ankommer fredag ved 15.30-tiden, og efter indkvartering og lidt lækkert til ganen, starter vi udendørs med et par ice-breaker-aktiviteter. Fredag aften får vi besøg af Marianne Borne, som vil instruere i leg/boldspil med puls og efterfølgende afspænding. Ligeledes kommer fysioterapeuterne, Karin Byrialsen og Michael Christensen, som vil instruere deltagerne i at bruge naturen/skoven og skrænterne som træningspartner.

Kl. ca. 19.30 skal vi have noget at spise, og derefter er der tid til hygge og snak over en kop kaffe/te. Undervejs vil vi blive inddelt i hold til lørdagens Outdoor-race, og få introduktion til weekendens program.

Lørdag har vi allieret os med instruktører fra FDF. Der vil være opgaver af forskellig sværhedsgrad, som de fleste forhåbentlig kan være med til at gennemføre. For de lidt ”sejere” er der tillægsopgaver. Det gælder om, at holdet opnår flest point og bedste tid, men vigtigst af alt er, at alle på holdet gennemfører så mange øvelser som muligt. Der vil være et outdoor-race om formiddagen og et om eftermiddagen.

Efter lørdagens morgenmad starter dagens 1. heat i Outdoor-race. Husk på at vi først er retur kl. 17.00. Efter frokost, som vi indtager i skovens dybe stille ro, er der tid til hvile på græsset, måske under et træ eller i en mergelgrav. Bemærk, at der forefindes toiletter ved pausepladsen.

Efter en god pause starter 2. heat med en række nye sjove og udfordrende aktiviteter. Når alle hold er i mål og vel hjemme ved lejren, er det tid til at hygge og fortælle ”røverhistorier” om dagens strabadser, og mon ikke de allerbedste historier bliver fortalt i de opvarmede vildmarksbade.

Så er der også tid til omklædning inden Helles veltilberedte festmad. Da vi er kommet ind i oktober, er temaet Bierfest – oktoberfest. Senere på aftenen vil der være fællessang, og der er et klaver på stedet, som meget gerne må bruges. Måske nogle også tager en guitar med? Herudover vil vildmarksbadede stadig være varme.

Søndagen starter igen med morgenmad og derefter tager arrangørgruppen deltagerne på en tur ud i det blå, måske når vi Himmelbjerget. Vælg mellem gå eller cykle (medbring egen cykel.

Vi skal være retur kl. 12.00, hvor vi evaluerer weekendens oplevelser og derefter indtager frokosten, før vi skilles igen efter en god weekend i naturen.

Vi glæder os til at se dig!

Holdet bag:

Arne Dyrebjerg, Henrik Frost og Jørn Iversen

 

Dato

Den 2.-4. oktober 2020

Pris

Det koster 550 kr. at deltage pr. person og du skal være medlem af Scleroseforeningen

Tilmelding

Tilmelding er åben

https://sclerose.nemtilmeld.dk/209/

Adresse

FDF Sletten
Bøgedalsvej 16, 8680 Ry.

Læs mere om stedet her 

Facebookgruppe

Camp Outdoor har sin egen Facebookgruppe. Find den her.

Spørgsmål

Kontakt gerne Scleroseforeningen, hvis du har spørgsmål til Camp Outdoor 2020.
Mikael Freund: info@scleroseforeningen.dk 

 

Se og downloads program