Klinisk Isoleret Syndrom

Hvad er klinisk isoleret syndrom? 

Betegnelsen klinisk isoleret syndrom (CIS) bruges om det første tilfælde af neurologiske symptomer som følge af inflammatorisk demyelinisering i centralnervesystemet. Demyelinisering betyder, at myelinet eller ”fedtskederne” omkring nervecellerne beskadiges, hvilket forringer nervens funktion. Sygdomsmekanismen ved CIS ligner derfor i høj grad sclerose. Hos nogle patienter er CIS det første symptom på sclerose, mens andre aldrig udvikler yderligere symptomer. For at blive betegnet som CIS, skal episoden have varet minimum 24 timer og personen må ikke have haft feber eller anden sygdom i hjernen, som kunne være årsag til symptomerne. Efter episoden vil symptomerne typisk enten helt eller delvist fortage sig. 

CIS kan påvirke centralnervesystemet flere steder, herunder synsnerverne, forskellige områder af hjernen eller rygmarven. Man skelner mellem, om episoden er monofokal eller multifokal.

• Monofokal: her er personen kun ramt ét enkelt sted i central nervesystemet og oplever derfor også kun én form for neurologiske symptomer, som f.eks. synsnervebetændelse. 
• Multifokal: her er der tale om påvirkning flere steder i central nervesystemet. I dette tilfælde kan personen f.eks. opleve synsnervebetændelse samtidig med en sovende fornemmelse i det ene ben.  

Hvad er risikoen for at udvikle MS efter CIS?

Nogle mennesker ramt af CIS udvikler senere sclerose, mens andre ikke gør. Lægen skal så vidt muligt vurdere, om der er risiko for at symptomerne skyldes MS eller om der kan være tale om en anden sygdom i central nervesystemet. 

Hvis en MR-scanning af hjernen viser læsioner i hjernen tilsvarende dem, der optræder ved MS, har patienten højere risiko for at udvikle MS. Omvendt vil risikoen være lavere, hvis der ikke er nogle "unormale" fund på MR-scanningen. Derudover kan en prøve fra cerebrospinalvæsken (beskyttende væske omkring centralnervesystemet) bruges til vurdere risikoen for MS. 

Hvordan behandles CIS? 

Nogle tilfælde af CIS går over af sig selv og kræver ikke egentlig behandling. Dog kan symptomernes varighed og sværhedsgrad lindres ved behandling med steroid. 

Det anbefales at begynde tidlig sygdomsmodificerende behandling, hvis personen vurderes at være i høj risiko for at udvikle MS. Tidlig behandling med inteferon beta kan udskyde tiden indtil person potentielt udvikler klinisk sikker sclerose. Derudover kan behandlingen mindske det progressive tab af hjernevæv hos patienter med CIS.