Gå til hovedindhold

Hvordan er anti-MOG-syndrom beslægtet med sclerose?

Kort fortalt

For sclerosepatienter er de specifikke sygdomsmekanismer ukendte. Man ved, at immunforsvaret angriber nervecellerne og forårsager permanente skader på nervernes isolering. Men man ved ikke præcis hvilke molekyler, der angribes. Ved anti-MOG-syndrom har man det nøjagtige angrebspunkt. Her ved man, at immunforsvaret angriber MOG-proteinet, og man kan måle de antistoffer (anti-MOG), som immunforsvaret har produceret i en blodprøve.

I dag kan antistoffer mod MOG-proteinet let identificeres. Det betyder, at forveksling med andre sygdomme i dag ikke sker så hyppigt som tidligere. Selvom man ved, at anti-MOG-sygdom er en selvstændig diagnose, er der stadig meget man ikke har haft mulighed for at finde ud af endnu. Sygdommen minder med sine symptomer meget om sclerose, men sygdommen kan ikke behandles med de samme typer medicin som sclerose.

Begge sygdomme er autoimmune og skyldes immunforsvarets fejlagtige angreb på nervecellerne. Man kender dog ikke årsagen eller den præcise mekanisme i sclerose. Ved anti-MOG-sygdom kan angrebene relateres til et antistof i blodet. Sclerose findes både i en variant, hvor sygdommen kommer til udtryk attakvis og i en variant, hvor sygdommen udvikler sig langsomt og konstant uden store udsving. Denne gradvise udvikling ses ikke ved anti-MOG-sygdom, og gentagne attakker er langt mindre hyppige end ved sclerose.

Den simple diagnostiske proces betyder, at anti-MOG-sygdom er enklere at diagnosticere end sclerose. Samtidig er sygdommen mindre aggressiv og kommer ikke snigende, og behandlingen kan derfor sættes i værk hurtigere end det i mange tilfælde sker ved sclerose.

 

Anti-MOG-sygdom i Scleroseforeningen

Da både anti-MOG-sygdom og sclerose er sygdomme, der nedbryder nervesystemet, vil mange af symptomerne minde om hinanden. Den medicinske behandling er forskellig, men de daglige opmærksomhedspunkter og træning minder om hinanden. Personer med anti-MOG-sygdom vil derfor kunne have glæde af mange af de gode råd, der findes på Scleroseforeningens hjemmeside. 

I Scleroseforeningen har vi både socialrådgivere og psykologer i vores rådgivningsteam. De ved alle meget om nervesygdomme både i forhold til kommunen og behandlerne, men også i forhold til den personlige omvæltning en diagnose er.