Gå til hovedindhold

Ambitiøs projektleder til erhvervspartnerskaber

Kort fortalt

Kan du indgå og vedligeholde værdiskabende partnerskaber med virksomheder, der vil være med til at give en sygdom baghjul, der rammer stadig flere danskere i en alt for ung alder? Så er det måske dig, vi leder efter til at stå i spidsen for at tage Scleroseforeningens erhvervspartnerskaber til nye højder.

Scleroseforeningen er en af landets største og mest toneangivende patientorganisationer. I dag har vi allerede et veletableret og værdiskabende samarbejde med dansk erhvervsliv om en række succesrige events, heriblandt Cykelnerven, og nu er vi klar til at udvide vores gode samarbejdsrelationer til det danske erhvervsliv mod nye horisonter.

Det er her, du kommer ind i billedet med din veludviklede forretningsforståelse, dit gåpåmod og din næse for at udvikle nye stærke erhvervspartnerskaber.

Har du udpræget forretningsforståelse?

Du kommer til at stå i spidsen for at udvikle vores erhverspartnerskabsområde i en nyoprettet stilling som projektleder. Først og fremmest skal du kunne identificere nye mulige samarbejdspartnere for Scleroseforeningen blandt virksomheder med det rette værdimatch. For det andet skal du kunne sælge ’sclerosesagen’ og kunne se samt sandsynliggøre de fordele, danske virksomheder får ved at indgå i et indbyrdes værdiskabende partnerskab med Scleroseforeningen.

Vi forestiller os, at du har en solid baggrund og erfaringer med relationssalg fra en større virksomhed eller en NGO, hvor din udadvendte og opsøgende arbejdstilgang gør det muligt for dig at eksekvere på strategien.

Det er vigtigt, at du er systematisk i dit arbejde, og at du har et knivskarpt blik for nye støttemuligheder, men også at du har en udpræget forretningsforståelse og evnerne til at sætte dig ind i virksomheders behov.

Du får ansvaret for:

  • at opbygge, eksekvere og vedligeholde området for strategiske partnerskaber
  • at identificere og opsøge virksomheder, der matcher vores værdier og sag
  • at identificere værdiskabende og salgbare projekter i Scleroseforeningen
  • at følge udviklingen på CSR-området og positionere sclerosesagen i dansk erhvervsliv
  • at lave procedurer for samarbejdet og evaluering mellem virksomhederne og Scleroseforeningen
  • at videreudvikle de erhvervspakker, vi allerede har i dag, samt lave en salgsstrategi hertil
  • at øge fundraisingen til sclerosesagen fra erhvervslivet

Du bliver en del af vores erhvervs- og eventteam, som organisatorisk er placeret i en afdeling med knap 30 ansatte, der arbejder med kommunikation, fundraising og partnerskaber. Organisationen i Scleroseforeningen er flad, så der er aldrig langt fra dine gode tanker til handling.

Ring eller skriv til chef for erhverv og event, Mette Hjulmand, på mail: mhj@scleroseforeningen.dk eller på telefon: 36463646 (dog kun i tidsrummet fra den 2. til den 6. januar 2023), hvis du har spørgsmål til stillingsopslaget.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning på mail: job@scleroseforeningen.dk senest 15. januar 2023. Vi forventer at ansættelsessamtaler afholdes i uge 3 og 4.

Hvad er sclerose?

Sclerose er en uhelbredelig, fremadskridende og invaliderende sygdom, der rammer flere og flere danskere. Men der er håb, når vi opbygger stærke partnerskaber med danske virksomheder, der kan være med til at styrke sclerosesagen og støtte forskningen i sygdommen.

Vi ønsker at skabe de bedste vilkår for de mennesker, der lever med sclerose i Danmark. Med andre ord vil vi gøre en forskel hver eneste dag – vil du være med?

Om Scleroseforeningen som arbejdsplads

Scleroseforeningens sekretariat holder til i nye lokaler i det centrale Valby. Vi er næsten 100 medarbejdere, hvoraf ca. 65 arbejder i Valby. Tonen er uformel med stor fleksibilitet og selvstændighed i tilrettelæggelsen af vores arbejde, og vi gør meget for at sikre god trivsel. Samtidig har vi både fagligheden og hjertet med i sagen – og derfor tager vi det personligt, når vi arbejder for en verden uden sclerose og for at forbedre vilkårene for de mennesker, der lever med sygdommen.