Gå til hovedindhold

Digital fundraiser der kan lave leads

Kort fortalt

Kan du formulere stærke budskaber og lave effektive digitale leadkampagner? Har du strategisk overblik over donorrejser, og vil du gerne være med til at styrke opbakningen til kampen mod sclerose? Så er du måske vores nye kollega i afdelingen Fundraising og Partnerskaber.

Scleroseforeningen har en utrolig stærk og loyal kerne af mennesker, som bidrager til en verden uden sclerose. Nu skal vi bredere ud i nye målgrupper, og derfor har vi brug for en dygtig digital fundraiser, som skal sikre større opbakning til sclerosesagen.

Du har en stor værktøjskasse

Du har styr på alle digitale platforme og er en erfaren kampagnemager med et stærkt afsluttergen. Du kan hurtigt sætte en annonce op til FB og Instagram, og du er opdateret med de sidste nye viden på SoMe. Du arbejder primært med at generere nye leads, men din viden om fastholdelse af faste bidragydere er også vigtig. Det er vigtigt, at du har erfaring med at arbejde i CRM-systemer, så du kan definere donorrejser og i øvrigt se muligheder for krydsrelaterede kampagner.

Du har en relevant videregående uddannelse og flere års erhvervserfaring. Du kommer fra et digitalt bureau eller et mediebureau – eller måske kommer du fra en NGO, hvor du har arbejdet med digital fundraising. Det vigtigste er, at du arbejder målrettet, systematisk og er resultatorienteret.

Du kan samarbejde på tværs

Du får et spændende og centralt job, hvor du bl.a. kommer til at samarbejde med vores interne Tele Fundraising Team, Eventafdelingen, det politiske udvalg og kommunikationsafdelingen. Du skal derfor have gode samarbejdsevner og have øje for, hvor du finder benzinen til din næste kampagne.

Du bliver en del af et stærkt team

Du kommer til at arbejde i Fundraising og Partnerskaber, som er en sprudlende afdeling med 16 kolleger, der brænder for at skaffe opbakning til sclerosesagen.  Du vil blive en vigtig del af en fantastisk arbejdsplads i en af landets største patientforeninger, med højt til loftet, 95 super dygtige, sjove og flittige kolleger, en flad struktur og stor fleksibilitet -  også til at arbejde hjemmefra, når det passer bedst. Vi forventer, at du tager sclerosesagen både personligt og professionelt.

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte chef for Fundraising og Partnerskaber, Mogens Damgaard, på 28885800 eller mda@scleroseforeningen.dk (i uge 33). Sidste ansøgningsfrist er søndag 16. august. Send din ansøgning til job@scleroseforeningen.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig.