Gå til hovedindhold

Kreativ digital fundraiser

Kort fortalt

Kan du formulere stærke budskaber og producere digitale kampagner, der giver en stærk respons – og har du samtidig strategisk overblik over, hvordan vi holder længere på vores nuværende støtter? Så er du måske vores nye digitale fundraiser.

Scleroseforeningen har en utrolig stærk og loyal kerne af mennesker, som bidrager til en verden uden sclerose. Dem, skal vi fastholde. Men vi vil også bredere ud til nye målgrupper, og derfor har vi brug for en skarp digital fundraiser, som skal sikre større opbakning til sclerosesagen.

 

Du har en stor værktøjskasse

Du har styr på alle digitale platforme og er en erfaren kampagnemager med et stærkt afsluttergen. Du kan hurtigt sætte en annonce op til FB og Instagram, og du er opdateret med de sidste nye viden på SoMe. Det er vigtigt, at du kan skrive og tænke visuelt  - og måske kan du også producere video. Du kommer primært til at arbejde med at generere nye leads, men din viden om fastholdelse af faste bidragydere er også vigtig.

 

Du er kommunikationsuddannet eller journalist og har flere års erhvervserfaring. Du kommer fra et digitalt bureau eller et mediebureau – eller måske kommer du fra en NGO, hvor du har arbejdet med digital fundraising og kommunikation. Det vigtigste er, at du arbejder målrettet, systematisk og er resultatorienteret.

 

Du bliver en del af noget større

Du får et spændende og centralt job, hvor du bl.a. kommer til at samarbejde med vores interne tele fundraising team, fundraisere, eventfolk, frivillige, politiske udvalg og mange flere. Du skal derfor have gode samarbejdsevner og have øje for, hvor du finder benzinen til din næste kampagne.

 

Du kommer til at arbejde i en ny og stor afdeling, som arbejder med kommunikation, fundraising og partnerskaber. Vi er et stærkt team på 25 knalddygtige, engagerede og kreative kolleger, der brænder for en verden uden sclerose. Organisationen er flad, så der er ikke langt fra dine gode tanker til handling. Du kan ringe eller skrive til chef for kommunikation, fundraising og partnerskaber Mogens Damgaard mda@scleroseforeningen.dk, telefon 28885800, hvis du vil høre mere. Send din ansøgning på mail: job@scleroseforeningen.dk senest onsdag den 19. januar kl. 12.00. Vi glæder os til at høre fra dig.

 

OM SCLEROSEFORENINGEN SOM ARBEJDSPLADS

Scleroseforeningens sekretariat holder til i nye lokaler i det centrale Valby. Vi er næsten 100 medarbejdere, hvoraf ca. 65 arbejder i Valby. Tonen er uformel med stor fleksibilitet og selvstændighed i tilrettelæggelsen af vores arbejde, og vi gør meget for at sikre god trivsel. Samtidig har vi både fagligheden og hjertet med i sagen – og derfor tager vi det personligt, når vi arbejder for en verden uden sclerose og for at forbedre vilkårene for mennesker med sclerose.