Da Mette i 2020 får beskeden om, at hun har sclerose, sidder hendes datter ved siden af hende på hospitalet. Få måneder forinden har Mette mistet sin mand.
De to livsforandrende begivenheder vender på hver deres måde op og ned på alt, Mette kender.
En usikker fremtid
Efter diagnosen følger en følelse af chok og uvished. Mette står med en forklaring på, hvorfor hendes krop har sendt signaler, men fremtiden er blevet langt mere usikker.
I dag mærker Mette ikke meget til sclerosen i hverdagen, men sygdommen er alligevel altid til stede. For med sclerose følger en konstant uvished: at i morgen kan se helt anderledes ud end i dag. Et attak kan opstå uden varsel og ændre livet på et øjeblik.
Det er især tankerne om hendes børn, der fylder, når bekymringerne melder sig.
“Jeg vil gerne være der for mine børn, og det er jeg bange for, kan blive svært,” siger Mette.
Håbet får plads ved middagsbordet
Mette har valgt at blive vært ved Årets Vigtigste Middag for at samle de mennesker, der støtter hende i hverdagen og for at give noget tilbage. I Mettes hjem bliver det en middag med nærvær, fællesskab og god mad, hvor samtalerne kan få lov at fylde, og hvor håbet får plads ved bordet.
Udover at være vært for en middag engagerer Mette sig også i Årets Vigtigste Middag ved at være en del af kampagnen, hvor hun skulle i køkkenet med sit store madidol, Jack Cramer, for at lave desserten til årets menu.
Jack Cramer har også en personlig grund til at engagere sig i Årets Vigtigste Middag. Den fortæller han Mette om, mens de laver dessert. Jacks far har levet med sclerose i mere end 20 år og sidder i dag i kørestol – efter tidligere at have haft et aktivt liv fyldt med projekter og energi.
En af Mettes største bekymringer er tanken om at miste evnen til at gå.
“Når jeg hører dig fortælle om din far, så tænker jeg jo: Der vil jeg ikke ende,” siger hun.
“Og derfor er det vigtigt at få samlet penge ind til forskning,” siger Jack, der forstår Mettes bekymring.
For Mette er middagen mere end mad. Det er en måde at samle styrke, skabe håb og bidrage til den forskning, der en dag kan gøre en afgørende forskel – for hende, for hendes børn og for de mange mennesker, der lever med sclerose i Danmark.
I videoen herunder kan du se Mette og Jack lave desserten til årets menu.



