I år er det tredje gang at Rita inviterer til Årets Vigtigste Middag. Denne gang er det bofæller fra seniorbofællesskabet Ræveholm på Stevns som skal nyde godt at Ritas kogekunst.
Rita får 17 gæster til mad og hun står selv i køkkenet og tryller menuen frem. Som noget særligt har hun indkøbt vin til en skarp pris, så hun på aftenen kan sælge gæsterne vin og dermed booste indsamlingen til forskning i sclerose.
”Det er en hyggelig måde at samle nogle penge sammen på, og så får jeg mulighed for at vise min kogekunst,” siger Rita.
Når Rita engagerer sig i noget, så går hun helhjertet ind i det. Derfor er hun optaget af at indsamle så meget som muligt til forskning i sclerose.
“Jeg plejer at printe en QR-kode til indsamlingen på aftenens menu, som jeg lægger på bordet til gæsterne. Så kan de nemt overføre noget ekstra, hvis de synes at aftenen er god.”
Har set hvad sygdommen gør ved folk
I bofællesskabet er sclerose ikke en fjern sygdom. Den er helt tæt på.
Rita har selv tre bekendte med sygdommen, og to af hendes bofæller har hvert et barn med sclerose – den ene er hårdt ramt, og den anden er gået bort.
Derfor handler middagen også om at gøre en forskel.
”Jeg har set hvad sygdommen gør ved folk. Så på aftenen vil jeg minde folk om, hvorfor vi er her – og at vi faktisk gør en forskel for sclerose,” siger Rita.



