Planlæg et foredrag
Foredragene er valgt på baggrund af kendskabet til medlemmernes ønsker og jeres gode erfaringer ude i landets lokalafdelinger. Det er faglige foredrag, som vi ved tiltrækker mennesker med sclerose og deres pårørende.
Foredrag af Scleroseforeningens psykologer vil blive opdateret i efteråret 2025.
Eventuelle spørgsmål rettes til Anders Reitov: are@scleroseforeningen.dk
Foredrag: Energimanagement og sclerosetræthed v/Sclerosehospitalerne
Et foredrag om fatigue eller sclerosetræthed, der er et hyppigt og funktionsnedsættende symptom, som begrænser livskvaliteten og aktiviteterne i dagligdagen. Deltagerne får samtidig indblik i, hvordan de kan optimere den energi, de har til rådighed.
Foredrag: Kognitive udfordringer v/Sclerosehospitalerne
Et foredrag om kognitive udfordringer, som ofte er et symptom, der følger med sclerose og gør hverdagen sværere. Deltagerne får viden om, hvilke årsager der kan være til, at man oplever kognitive udfordringer, og hvordan man kan håndtere disse i dagligdagen.
Fysisk aktivitet: MS Ballroom Fitness
MS Ballroom Fitness er dansetræning, der kan udføres siddende, stående eller gående, og kan derfor tilpasses alle funktionsniveauer. MS Ballroom Fitness er har fokus på at bevæge kroppen til rytme, hvilket både giver motion og livsglæde.
Foredrag: Fysisk aktivitet og træning v/Sclerosehospitalerne
Et foredrag om, hvor vigtigt det er med fysisk aktivitet og træning, så mennesker med sclerose er bedre rustet til at kunne modstå fysiske følger efter sygdomsudbrud og progression. Deltagerne får indsigt i, hvilken træning der passer dem bedst.
Foredrag og fysisk aktivitet: TRE
TRE (spændings- og traumeforløsende øvelser) er en simpel metode udviklet af David Berceli til at forløse kroniske spændinger, stress og traumer. Metoden består af syv øvelser, der aktiverer kroppens evne til at ryste eller vibrere, denne evne kaldes neurogen tremor.
Fysisk aktivitet: MS-boksning v/lokal bokseklub eller fitnesscenter
MS Boksning er boksetræning for mennesker med sclerose. Boksning kan udføres af alle, men kræver dog førlighed i armene. Træningen kan tilpasses den enkeltes styrke og forudsætninger. MS Boksning er en aktivitet for dem, der har lyst til at udfordre og styrke både balance, koncentration og muskler. I samarbejde med den lokale bokseklub eller fitnesscenter.
Foredrag: Kost og MS v/Sclerosehospitalerne
Et foredrag om kost til mennesker med sclerose. Studier peger på, at en sund og varieret kost kan give energi og livskvalitet til mennesker med sclerose. Under foredraget vil deltagerne høre om fordelene ved at spise antiinflammatorisk kost samt få anbefalinger om indtagelse af vitaminer og mineraler.
Foredrag: Hjælp efter serviceloven v/socialrådgiver Scleroseforeningen
Et foredrag om serviceloven og afklaring af, om man er i målgruppen for hjælp efter serviceloven. Det handler om graden af funktionsnedsættelse og ikke diagnosen. Deltagerne får råd og vejledning omkring, hvilke merudgifter der kan komme på tale om for mennesker med sclerose.
Foredrag: Sclerose og arbejdsmarkedet v/socialrådgiver Scleroseforeningen
Et foredrag om, hvad man bør tage stilling til omkring sit arbejdsliv eller uddannelse, når man har sclerose. Deltagerne vil blive introduceret til forskellige løsninger, regler og love, der kan være gode at kende, hvis arbejdsevnen bliver nedsat, eller man skal have en uddannelse.
