Med denne undersøgelse ønsker Scleroseforeningen at kortlægge adgang til behandling, rehabilitering og sundhedstilbud (her omtalt samlet som ”sundhedsydelser”) i det danske sundhedsvæsen for personer med sclerose.
Lige adgang til sundhedsydelser er afgørende for at sikre alle personer med sclerose den bedst mulige sundhed og livskvalitet, uanset hvor de bor og hvilken baggrund, de har. Derfor har undersøgelsen særligt fokus på at undersøge, om der er lighed i adgang og i hvilket omfang, der eventuelt forekommer ulighed i adgangen.
