Tidligere forskning har vist, at magnetstimulationer af hjernen kan anvendes som supplerende behandling af for eksempel kroniske smerter. Når magnetstimulationer af hjernen hidtil har været anvendt, har metoden været standardiseret uden hensyntagen til de individuelle personers forskelle. Denne fremgangsmåde har bevirket, at kun omkring halvdelen har haft gavn af behandlingen og den anden halvdel ikke har oplevet en virkning. Derfor udfører vi et forsøg med personer, der lider af kroniske smerter for at undersøge, hvordan behandlinger med magnetstimulationer kan tilpasses hver enkelt person.
Forsøgsdeltagerne bliver inddelt i tre forsøgsgrupper, der hver modtager en bestemt type aktiv magnet-stimulation. Inddelingen vil ske ved lodtrækning, så det vil være tilfældigt hvilken gruppe, du skal deltage i.
Forsøget vil starte med en række indledende målinger, som vil vare cirka tre timer, hvor vi måler hjerneaktiviteten, mens vi giver magnetstimulation. Ved denne session vil du som forsøgsperson også skulle udfylde flere spørgeskemaer om din smerte. Herefter skal du deltage i fem forsøgssessioner med magnetstimulation fordelt over en uge. Hver session varer 25 minutter og indeholder 15 minutters påføring af magnetstimulationer. Slutteligt skal du deltage i én ugentlig forsøgssession over en periode på syv uger.
Har du lyst til at deltage?
Du kan deltage i forsøget hvis du opfylder følgende krav:
- Er mellem 18-80 år
- Du lider af kroniske smerter (dvs. smerter de fleste dage i tre måneder eller længere). Smerterne skal have en styrke på mellem 3 og 9 på en 0-10 smerteskala (hvor 0 er ingen smerte og 10 er værst tænkelige smerte)
- Taler og forstår dansk eller engelsk
Kontakt forskning.dca@hst.aau.dk, hvis du er interesseret i at høre mere om projektet.