Et nyt forskningsprojekt på Københavns Universitet med titlen Ensomhedens æstetik skal undersøge, hvordan aleneboende voksne i Storkøbenhavn, der har erfaring med vedvarende ensomhed, oplever og håndterer ensomhed i hjemmet og ude i byen.
Der er et særligt fokus på at forstå, hvordan ensomhed som et sensorisk og kropsligt fænomen også præges af vores fysiske omgivelser. Det kan være alt fra hjemmets indretning, lysorkestrering og atmosfære, som skaber et midlertidigt helle eller følelser af isolation til steder og aktiviteter i byen, der får en til at føle sig udenfor eller som en del af noget større.
Herigennem vil projektet bidrage med ny viden, der nuancerer forståelsen af ensomheden og de måder, hvorpå den håndteres i hverdagen. Mere viden herom er vigtigt, da det kan hjælpe til en bedre evaluering og udvikling af byplanlægning og ensomhedsinterventioner til gavn for mennesker, der kæmper med ensomhed.
Om deltagelse i projektet
Projektet vil følge 20 aleneboende voksne (30-60 år) i Storkøbenhavn hen over et lille år igennem tre forskellige interviews (cirka et pr. kvartal). Der er opstart i efteråret 2025. Udover interviews kan man også bidrage via andre metoder såsom:
- at skrive dagbog og logge sin daglige/ugentlige erfaringer med ensomhed
- fotografering af steder eller situationer, som man oplever har en positiv eller negativ indvirkning på ens ensomhed
- deltage i et læsefællesskab med andre
- Eyetracking
Hvem kan deltage?
For at deltage i projektet, skal man:
- Bo alene i Storkøbenhavn
- Være 30-60 år
- Opleve vedvarende ensomhed
Projektet vil tilstræbe diversitet i udvælgelsen af deltagere. Al deltagelse er selvfølgelig anonymt og frivilligt og man kan altid – også uden begrundelse – melde sig ud. Ved at deltage og dele dine oplevelser og erfaringer, kan du bidrage med vigtig viden, som kan komme andre ensomme til hjælp!
Kontakt for mere information og interesse i deltagelse
Andreas Melson Gregersen, postdoc på projektet:
mail: wxb427@ku.dk
Telefon: 23648843