Kære brevkasse

Må man tage D-vitamin med kalk, hvis man tager levertran? Og hvad er sundest at tage – fiskeolie eller levertran?

Svar fra ernæringseksperten

Levertran er især kendetegnet ved indholdet af de fedtopløselige vitaminer A, D og E vitamin samt de flerumættede omega-3 fedtsyrer EPA og DHA. Sidstnævnte er gavnlige for hjertefunktionen og forebygger betændelsestilstande i kroppen. I forhold til at indtage levertran samtidig med et tilskud bestående af D vitamin og kalk (calcium) er det kun D vitamin, som du skal være opmærksom på, om du får for meget af.

En daglig dosis levertran bestående af 5 ml af f.eks. Möllers Tran, vil bidrage med 10 µg D vitamin. Dette er også den anbefalede mængde at indtage via kosten for børn og voksne. Hvis du derudover indtager tilskud af D vitamin, skal du være opmærksom på, hvor stor en mængde du samlet set indtager. For voksne anbefales det, at det daglige indtag ikke overstiger 100 µg/dag. Der findes mange forskellige D vitamin tilskud med meget varierende mængde D vitamin i, og jeg kan ikke se af dit spørgsmål, hvilket tilskud du tænker på. Men hvis du f.eks. indtager et tilskud med 20 µg D vitamin samtidig med, at du indtager levertran, så vil det give dig et indtag fra disse tilskud på 30 µg dagligt. Der er således ikke risiko for, at du kommer over den øvre grænse, heller ikke selvom indtaget fra kosten medregnes, da det gennemsnitlige indtag blandt voksne kun er ca. 5 µg/dag.

Officielt anbefales det dog at få dækket sit behov for næringsstoffer via kosten. Naturlige kilder til D vitamin er solskin samt fed fisk, hvor det anbefales at indtage 200 g om ugen, svarende til 2-3 gange. Hvis man har lav D vitaminstatus (dvs. en koncentration under 50 nmol/L målt ved en blodprøve) så kan det dog være hensigtsmæssigt med et tilskud, og den anbefalede mængde vil variere afhængigt af din D vitaminstatus. Mælk og mælkeprodukter er gode kilder til calcium, men hvis du udelader disse fra kosten, kan det også her være hensigtsmæssigt med et kalk tilskud for at opnå de anbefalede 800 mg dagligt. 

I forhold til dit spørgsmål om en sammenligning af sundheden ved fiskeolie og levertran, så kommer det lidt an på hvilke næringsstoffer, man fokuserer på. Fiskeolien indeholder f.eks. ikke nogen vitaminer, hvorimod levertran som skrevet ovenfor, indeholder både A, D og E, hvoraf det især er D vitamin, vi som danskere kan have mangel af. Derfor kan levertran være med til at forebygge lav D vitaminstatus (gravide må dog ikke indtage levertran pga. risiko for at skade fosteret). Til gengæld bidrager fiskeolien med en større mængde af de gavnlige omega-3 fedtsyrer EPA og DHA end levertran. Så hvis du i forvejen tager et andet D vitamin tilskud, så vil jeg mene, at du får mest ’sundhed’ ved at tage fiskeolie frem for levertran grundet det højere indhold af EPA og DHA. Ved at spise varieret og opfylde anbefalingen om et indtag af 200 g fed fisk om ugen (350 g i alt af både magre og fede) kan du dog også opnå et højt indtag af EPA og DHA samt andre gavnlige indholdsstoffer som både D vitamin, jod og selen. Tal gerne med egen læge, hvis du er i tvivl om, om du bør tage kosttilskud.

Cand.scient. i Human Ernæring Charlotte Mortensen

Charlotte Mortensen

Cand.scient. i Human Ernæring

Charlotte Mortensen er uddannet cand.scient. i Human Ernæring og er ansat som lektor på Ernærings- og sundhedsuddannelsen, Københavns Professionshøjskole.

Hun underviser indenfor forskellige dele af ernærings- og sundhedsområdet, som blandt andet ernærings- og kostanbefalinger til forskellige målgrupper og indenfor grundlæggende fysiologi. 

Charlotte færdiggjorde derudover i 2018 en Ph.d. på Københavns Universitet omhandlende D-vitamin. Fokus herunder er på børns D-vitaminbehov og betydningen af D-vitamintilskud om vinteren for børns vækst og muskelstyrke. 

Brevkasse

Vi svarer på dine spørgsmål

Vores eksperter sidder klar til at svare på dine spørgsmål om sclerose.
Stil dit spørgsmål
Kvinde sidder over for en socialrådgiver i samtale.