Kære brevkasse
Min mobilitet og min stivhed i benene er i øjeblikket værre end det plejer at være. Jeg er kommet til at tænke på, om det kan skyldes vejrskiftet og/eller stress? Hvad kan jeg gøre?
Jeg føler mig egentlig ikke generelt stresset – men jeg har tvillinger på 4 måneder, som jeg er alene med i dagtimerne. De stresser mig selvfølgelig indimellem – særligt når de skriger/græder på samme tid.
Svar
Spastiske symptomer, som stive ben, kan være påvirkelige af vejret og mange vil føle forværring i kulde og fugtigt vejr, hvorfor vintersæsonen kan være en udfordring for mennesker med MS. Vigtigt er også at undersøge for urinvejsinfektion, der i mange tilfælde ikke giver symptomer fra blæren, men kun viser sig ved forværring af andre symptomer, som fx spasticitet.
Flere forhold kan således have indflydelse på spasticitet hvor fysiologisk og psykologisk stress også kan bidrage. Spasticitet kan behandles ved forskellige former for afspænding, som du kan drøfte med din fysioterapeut. Din MS læge kan behandle det medicinsk med Baklofen eller Tizanidin, som du evt. blot kan tage i små doser eller efter behov.
Overlæge Morten Blinkenberg