Kære brevkasse
Hvor meget D3 vitamin, må man tage om dagen? Jeg spørger, fordi jeg ved et foredrag arrangeret af Scleroseforeningen fik at vide, at jeg skulle tage en tablet om dagen på 35 mcg. Min kollega, der også har sklerose siger, at det er alt for meget.
Svar
For voksne mennesker og børn ned til 11 år antages det at være sikkert at indtage op til 100 µg D-vitamin dagligt. Dette kaldes for ”den øvre sikre grænse for indtag”, hvilket vil sige, at det er usandsynligt, at et indtag under 100 µg dagligt vil være sundhedsskadeligt.
For befolkningen generelt anbefales det, at man indtager 10 µg D-vitamin dagligt som kosttilskud fra oktober til april, da vi i disse måneder ikke danner D-vitamin i huden. Men da forskning tyder på, at mangel på D-vitamin kan sættes i forbindelse med forværring af symptomerne hos personer med Sclerose, kan det være en god idé at tage kosttilskuddet hele året.
Der er dog ikke en officiel anbefaling med en specifik mængde D-vitamin til personer med sclerose. Men hvis du tager en tablet med 35 µg D3-vitamin er dit indtag fra tabletten således stadig et stykke under ”den øvre sikre grænse for indtag” på 100 µg dagligt. Selv hvis du jævnligt spiser f.eks. fede fisk, som er en god kilde til D-vitamin fra kosten, vil dit samlede indtag af D-vitamin ikke blive for højt.